Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
52 % Historiske og politiske Afhandlinger
gens vældige Embedsmand indsat over hans Hof, Huns og Gaarde,
Fogder og Tjenere, endog med Ret til at straffe paa Livet». Ved
hans Død fk derfor Albrecht Mod til at bryde med de store, og
han gjorde nu Paastand paa en Del af Krongodserne, som de
ulovligen hadde tilegnet sig.1 Denne Fordring var tilstrækkelig
til at vække en blodig Borgerkrig, hvoraf Sverige i flere Aar
paa det frygteligste mishandledes. Albrecht, som saa sig forladt
af Stormændene, fordi han var en Udlænding, omgav sig nu
mere end tilforn med tyske Leietropper og erholdt Bistand hos
Hertugerne af Mecklenburg tilligemed adskillige andre tyske
Fyrster. — Men, ligesom Kongedømmet saaledes ser vi ogsaa
Stænderne støtte sig til fremmed Hjælp. Og hvad var naturligere, end
at de vendte sig til de med dem saa nøie forbundne danske
Stænder ?
Allerede den 22de Marts 1388 udstedte tolv Rigsraader,
Eksekutorerne af Bo Jonssons Testamente og de mægtigste Høvdinger
for det svenske Aristokrati et Brev, hvori de paa Rigets menige
Mænds Vegne2 erklærer, at de vil have Margrethe til deres
Dronning og aldrig slutte nogen Fred med Kongen uden hendes Vilje.
— Mod saa farlige Fiender inden selve Rigets Grænser kunde
Albrecht ikke staa sig; i Slaget ved Falkjøping, den 24de Februar
1389, hvor han kjæmpede mod en forenet svensk og dansk Hær,
berøvedes han ogsaa paa engang Kronen og Friheden.
Saaledes var Danmark og Sverige forenede under Margrethes
Scepter. Raandet mellem Rigerne syntes vistnok endnu løst og
tilfældigt. Men vi har seet en hel Udvikling gaa iforveien og
forstaa deraf, at Tilfældets Betydning her var vækkende og
fremskyndende. — De svenske og danske Stormænd, hos hvem den
mere og mere isolerede Stilling mellem et underkuet Folk og et
frygtet Kongedømme tidlig havde vakt Trangen til Foreninger,
maatte med Glæde gribe den Leilighed, som nu frembødes til at
danne en over hele Norden sig strækkende Konføderation,
hvori deres Magt vilde styrkes. Allerede tilforn ved mange Baand
knyttede til hinanden, behøvede de kun at fortsætte, hvad de
havde begyndt — og paa denne Maade syntes Veien banet for
Margrethe, naar hun ogsaa her søgte at gjøre Foreningen mellem
Bigerne varig og sterk. — Hendes Bestræbelser gik for det første
ud paa at faa Norges Arvekonge, Erik af Pommern, ogsaa
anerkjendt som sin Efterfølger i Danmark og Sverige. — I Danmark
mødte der hende ingen Modstand. Hun havde forstaaet at vinde
de danske Stænder og havde gjort dem Fordelene af en Union
1 Geijer. Sv. Folk. Hist. I, 217-18.
2 At dette kun var en betydningsløs Formel, behøves neppe at tilføies. De
svenske Stormænd var længst vante til kun at handle paa sine egne Vegne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
