Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
, Om Calmarunionen ni. m.
51
indlysende. 1396 blev Erik hyldet i Viborg, efter at have udstedt
en Haandfæstning.
De svenske Stormænd gjorde derimod i Begyndelsen en Del
Vanskeligheder. Dette kom dog ingenlunde af nogen Uvilje mod
Forbindelsen med Danmark1 — og Margrethe fik dem snart
overtalt til at indvilge i hendes Ønske, idet de betænkte, hvormeget
deres Magt vilde stige under en fremmed Konge, som desuden
endnu var et Barn. Hun lod derfor Erik hente fra Danmark.
Han kom, ledsaget af den fornemste Danske Adel2, og hyldedes
efter gammel Vis ved Morasten som Sveriges Konge.
Paa denne Maade var altsaa Norges Arveherre blevet
Repræsentanten for de danske og svenske Stænders Forening.
Aaret efter, den 21 Juni, blev Erik i Calmar kronet som
Norges, Sveriges og Danmarks Konge. I Anledning af denne sjeldne
Høitidelighed var en glimrende Forsamling af Stormænd fra det
hele Norden kommet sammen. Brevet, som udstededes om
Kroningen, er undertegnet af tvende Erkebiskopper, 10 Biskopper, 5
andre Prælater og 50 Bigsraader og Biddere — Danske, Svenske
og Norske om hinanden3. Alle disse mægtige Mænd var dog ikke
komne sammen for blot at overvære en Ceremoni; at mange og
vigtige Sager her er blevne afgjorte, synes klart allerede deraf,
at Forsamlingen vedvarede uafbrudt gjennem hele den følgende
Maaned. Skjønt det meste af, hvad der forhandledes, er forblevet
os ubekjendt, ved vi dog, at en Sag mellem Kong Erik og den
svenske Oprører Sten Sture her paadømtes i Forening af det
svenske, danske og norske Baad 4. Saaledes ser vi Stormændene
i de trende Riger allerede nu handle i den bedste
Overensstemmelse, blande sig ind i hinandens Anliggender, afgjøre dem i
Fællesskab — og heri viser denne Union sig at være mere end
en blot Personal union; heri viser den sig støttet til et sterkt
Grundlag, hvorfra den i Tidens Løb stadig mere og mere maatte
kunne udvikle sig. — Men endnu tidligere støder vi paa Tegn,
der vidner om noget lignende.
I de Underhandlinger, som førtes mellem Margrethe, de
meck-lenburgske Hertuger og Hansestæderne om Kong Albrechts
Løsladelse, optræder saaledes de trende nordiske Rigers Raad underet.
Allerede Aar 1393 svarede Margrethe de hanseatiske Gesandter,
1 Rimeligvis kun af Frygt for at lide Skaar i deres frie Valgret, for hvilken de
nu i saa lang Tid havde kja’mpet.
2 Ericus Olai pag. 151. 111a (Margaretha) in Sueciam introduxit Ericum ducem
Pomeraniæ, comitante pæne tota Daniæ baronia. Occurrebat autem tota militia
Sueciæ. — Man sammenligne hermed i Foreningen mellem Sverige og Norge 1319
den Bestemmelse, at de svenske Mænd kun skulde ledsage Kongen til Grænsen,
og der skulde de Norske modtage ham. — Norges gl. Lov. III, 146,
3 Suhm XIV, 406-9.
4 Et Brev om denne Sag findes aftrykt i Paludan-Muller, diss. etc. Pag. 111—12.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
