Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
, Om Calmarunionen ni. m.
55
for kun et Navn; thi han repræsenterede Unionen, og Unionen
var Stormændenes for Folket fremmede Verk.
Men dette den nordiske Forenings sande Væsen: — en
Stænderunion, fra hvilken Folkene var udelukkede, og i hvilken
Kongemagten er bleven et Navn, — ser vi dog ikke klart fremtræde
i dens første Stiftelse. Dronning Margrethe var en altfor
kraftfuld Herskernatur til, at hun skulde taale nogen Indskrænkning
i sin Myndighed. Tvertimod ser vi hende saavel i Danmark som
Sverige tæmme Aristokraternes Overmod og give Kongedømmet
noget af dets tabte Anseelse tilbage. Men hun støttede sig dog i
sin Stræben udelukkende til Stormændene, og det Verk, hvortil
hun havde helliget sit Liv, maatte ifølge sin Natur kun komme
dem til gode. Fra vort Standpunkt maa vi derfor snarest sagt
kalde hendes Politik kortsynet. Og dog vilde dette være en
Uretfærdighed Selv den største, den mest begavede kan kun tjene
sin Tids Interesser — og i det Tidsrum, hvormed vi her
beskjæftiger os, var det alene Stændernes Interesse, som formaaede at
gjøre sig gjældende. Aristokratiet, hvis Magt bestandig voksede,
Geistligheden, hvis Magt begyndte at dale, søgte begge Støtte i en
Union. Dronning Margrethe bragte Unionen istand — og tjente
derved altsaa begges Interesse.
At hun virkelig gjorde dette, skulde ogsaa den følgende Tid
noksom vise: i over hundrede Aar var Sverige og Danmark
forenede under én Konge, og i denne Tid kom Unionens sande
Væsen bestandig mere og mere frem. Den fornægter nu ikke
længer sin Oprindelse; det er Stormændene, navnlig Prælaterne, som
stedse fornyer den — og for hver Fornyelse ser vi ogsaa deres
Magt og Privilegier mere og mere stige, indtil de ved
Calmar-Recessen af 1483 stige til deres høieste. Her bestemtes, at
Kongen ingen nye Medlemmer skulde optage i Rigets Raad uden de
øvriges Samtykke, at Adelen skulde faa indehave Pantegods fra
Kronen uden al Tjeneste og Tyngsel, at den skulde faa befæste
sine Gaarde og der selv nægte Kongen Adgang, og endelig, at hver
god Mand — verdslig eller geistlig — skulde være Konge over
sin egen Landbo. Under saadanne Omstændigheder maatte
Kongemagten kun være et Navn: saavel i Danmark som Sverige ser
vi ogsaa nu Rigsraadet mere og mere bestemt optræde som det
egentlige styrende: — Aristokratiet er gaaet over til et formeligt
Oligarki.
Men i dette Unionens udelukkende Forhold til Stormændene
og til Stændermagtens Styrelse laa baade Spiren til dens
Udvikling og til dens Opløsning: — Folket maatte ogsaa engang komme
til sin Ret.
Det er i Sverige, vi ser den vaagnende Nationalfølelse bryde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
