Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
, Om Calmarunionen ni. m.
57
Allerede Magnus Erikssons Historie har vist os, hvormeget
den norske Ståt led under selv den løseste Forbindelse med et
fremmed Rige. Nu var Norge indtraadt i et fast og varigt
Statsforbund — og det et Forbund af den Natur, at alt, hvorpaa Staten
hidtil havde hvilet, maatte forrykkes. Norge var fra gammel Tid
et Arverige; gjennem en lang Aarrække havde efterhaanden al
offentlig Myndighed, alt politisk Liv koneentreret sig i det
arvelige Kongedømme. Ved Unionen derimod kom Landet i
Forbindelse med Valgriger og blev derved ogsaa selv et Valgrige. Var
nu Ståt og Folk forberedede til en saa pludselig og i hine Tider
saa gjennemgribende Forandring? Ingenlunde! Folket kjendte
fremdeles ikke, forstod fremdeles ikke nogen anden Regjeringsform
end det arvelige Kongedømmes; vant til bestandig at bøie sig for
Kongens personlige Ret var det aldeles uskikket til at gjøre sin
Valgret eller overhovedet nogensomhelst selvstændig offentlig
Myndighed gjældende. Allerede heri altsaa viser sig Norges falske
Stilling. Men ogsaa i andre Henseender maatte det snart komme
tilsyne, hvor fuldstændigt uforberedt den norske Ståt var.
Det laa i Unionens Aand og dens Bestemmelser, at, medens
Kongedømmet repræsenterede Foreningen, skulde hvert Riges
Raad styre de særskilte Anliggender. Heri viser ogsaa Unionen
sin inderlige Sammenhæng med Stændermagtens Udvikling; thi
den naturlige Følge af et saadant Forhold var, at Kongemagten
svækkedes, medens Rigsraadet, Stændernes Repræsentation, mere
og mere maatte stige i Betydning. Dette stod i den bedste
Overensstemmelse med den danske og svenske Stats Retning, men
stred tvertimod den norskes.
I Sverige og Danmark nemlig, hvor et mægtigt fremadstræbende
Aristokrati havde hævet sig over Folket, indtog Rigsraadet
allerede længe en selvstændig og fremtrædende Plads —; støttet til
tvende mægtige Stænder, stræbte det mere og mere at fortrænge
Kongedømmet, at gjøre det overflødigt i Samfundsordningen, og
havde i Virkeligheden allerede vist, at det baade vilde og kunde
være den egentlig Styrende. Hvor ganske anderledes forholdt
det sig derimod i Norge? Her var Kongedømmet alt, Rigsraadet
intet — og saaledes maatte det ifølge Folkets og Statens
Udvikling fremdeles blive. Folket var vant i Kongedømmet at se sin
eneste Støtte og kunde ingenlunde fatte en Myndighed, som ikke
umiddelbart udgik fra Kongen. Staten havde ikke formaaet at
udvikle af sig en sterk og afsluttet Stændermagt, til hvilken
Rigsraadet kunde støtte sig. Saaledes var denne Institution i Norge
svag og ubefæstet og ingenlunde istand til at spille nogen
selvstændig Rolle ligeoverfor Kongedømmet. Nu skulde den dog styre
Riget og optræde med Kraft i de mest indviklede Forholde —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
