Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58
% Historiske og politiske Afhandlinger
nu var det netop Rigsraadet det gjaldt. Hvorledes formaaede
det at opfylde et saa vanskeligt Hverv? Spørgsmaalet maa
allerede ved det foregaaende være besvaret: vi har seet Rigsraadet
svigte under langt mindre vanskelige Forholde — hvormeget
mere nu!
Foreningen med Danmark og Sverige tilintetgjorde saaledes
den norske Stats eneste, sikre Støtte — og gav den intet til
Erstatning. Forberedet gjennem Stænderne, støttet til Stændernes
Interesser maatte den bringe en Ståt Fordærvelse, i hvilken ingen
Stændermagt havde udviklet sig.
Den eneste Redning for Norge var derfor at løsrive sig, og
dertil syntes et saa løst knyttet Forbund, som Calmarunionen i
Virkeligheden var, at maatte give den bedste Anledning. — Men
Folket var altfor umyndigt og svagt, de faa verdslige og geistlige
Høvdinger for lidet politisk oplyste til at iverksætte en saa
afgjørende Beslutning — og saaledes kom Norge dybere og dybere
ind i Forbindelsen, som et viljeløst Bytte for de danske og
svenske Stænder. Thi dertil maatte det omsider komme.
Naborigernes Aristokrater tiltog sig efterhaanden udelukkende
den Valgret, som det norske Folk ikke kunde udøve, og drog paa
denne Maade Kongedømmet mere og mere ind i deres Interesse,
medens Norge blev forsømt. Allerede herved havde de i Grunden
Spillet vundet. Gjennem Kongen kunde de styre den norske Ståt,
hvorhen de vilde — og det maatte være dem let at overvælde
det nivellerede og svage Folk. Stænderne var som sagt hin Tids
Kulturmagter; kun de havde Interesser at kjæmpe for, kun de
havde politisk Bevidsthed — og derfor var de danske Aristokrater,
skjønt neppe synderlig udmerkede ved deres Kultur, dog Norges
Bønder og Bondehøvdinger uendeligt overlegne. Overhovedet —
det gjælder endnu og gjaldt i langt høiere Grad for hin Tid —
et nivelleret Folk maa altid tillige være svagt; thi hos det er
ingen Elementer til Udvikling, og kun hvor der er Udvikling, er
der Kraft. Norge havde vistnok i Geistligheden en egen, om end
hverken uafhængig eller mægtig Stand — og i Virkeligheden
skal vi ogsaa se, at den endnu en Tid formaaede at opretholde
Rigets Selvstændighed; men dens afsondrede Stilling og afsluttede
Interesser var lidet skikkede til at indgyde Folket Tillid — og
den formaaede derfor med sin bedste Vilje ikke at redde en Ståt,
som allerede i saa lang Tid havde ført en Skintilværelse, og som
intet sandt Grundlag havde at støtte sig til.
Unionens Betydning for Norge maatte derfor være en
Erobring: — de danske Stænder drog det norske Kongedømme ind
i deres Interesse, og den norske Ståt, som i Kongedømmet havde
sin eneste Støtte, blev derved deres sikre Bytte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
