Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
, Om Calmarunionen ni. m.
59
Men denne «fredelige» Erobring behøvede, skjønt forberedet
gjennem Aarhundreder, dog lang Tid, førend den kunde siges
fuldendt. Vi skal give et Overblik over dens Historie.
Dronning Margrethe døde 1412. Gjennem sin hele Regjering
arbeidede hun ufortrøden paa at gjøre det nordiske
Statsforbund sterkt og varigt; begavet med en sjelden Kraft, Samtiden
langt overlegen, havde hun forstaaet at tæmme de svenske og
danske Aristokraters Overmod, at holde de stridende Partier
inden deres Skranker. Selv Nordmændene, som dog følte, at
hun havde draget Riget ind i fordærvelige Forbindelser, gav
hende det Lov, «at hennar liki hefir engi verit til rådi ok
rikis-stjörnar».1
Efter hendes Død tiltraadte Erik Regjeringen over de tre
forenede Riger. Unionen udfoldede under ham mere og mere sit
sande Væsen, og navnlig skulde Norge snart erfare, hvor lidet
Gavn det kunde høste af en for Folkets og Statens Udvikling
fremmed Forbindelse.
Erik var erkjendt for Norges Arvekonge endnu længe, forinden
han valgtes i Sverige og Danmark. Det norske Folk havde fundet
sig heri, og dets politiske Bevidsthed var ogsaa dermed beroliget.
Sløvt og uden al Deltagelse i det offentlige Liv havde det neppe
engang nogen klar Kundskab om, at dets Konge tillige havde
besteget Danmarks og Sveriges Throner — end sige, at det skulde
have opfattet den endnu nøiere Forbindelse, hvori Norge var
traadt til disse tvende Lande. Nordmændene betragtede Erik
stedse som deres Konge — og de ventede rimeligvis, at han
vilde betragte sit første Rige ogsaa som sit Hovedrige. Men
denne Forventning, om den virkelig blev næret, skulde snart
skuffes.
Norge blev allerede i Eriks Tid tilsidesat og forsømt. En vis
Politik syntes vistnok at maatte tilsige Unionskongerne netop at
støtte sig til dette Land, i hvilket Kongedømmet var sterkt. Men
Statsklogt var i hine Tider sjelden; og desuden tiltrak Norge som
et lidet civiliseret og afsidesliggende Land sig neppe den
fremmede, med Forholdene ubekjendte Herskers Opmerksomhed.
Erik var rimeligvis allerede af Dronning Margrethe opdraget
til at betragte Danmark som Hovedriget. I dette Land opholdt
han sig ogsaa næsten bestandig; til Sverige kom han kun sjelden
og til Norge næsten aldrig.
Hvorledes det under saadanne Omstændigheder maatte staa
til med den norske Ståt, kan vi let tænke os. Her var Kongen
1 Ann. Isl. Storms Udg. S. 290.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
