Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Calmarunionen ni. 111.
67
og Prælater, og som maatte styre efter deres Vilje. Saaledes var
det egentlig dem, der i Kongens Navn regjerede Norge. Men dette
var Nordmændene for lidet politisk oplyst til at forstaa; de
merkede ikke, at de, naar de efter gammel Sedvane bøiede sig
for deres Arvekonge, i Grunden lystrede det danske Aristokrati.
Om nogen Modstand hos Folket kunde der saaledes nu ikke
længer være Tale. Rigsraadet opretholdt vistnok endnu paa en
Maade Statens Selvstændighed; men ogsaa dette var, som vi saa
ofte har seet, magtesløst i sig selv og uden nogen Indflydelse paa
Folket. Det lykkedes desuden de danske at indtrænge flere af
sine Landsmænd i Raadet, idet de dels blev forfremmede til de
høieste geistlige Embeder, dels giftede sig ind i de mest ansete og
rigeste norske Familier og paa denne Maade fik Indfødsret i Landet.
Efter den nøiere Forening mellem Danmark og Norge i 1450 var
især dette almindeligt. De norske Høvdingeslegter blev som oftest
sterkt paavirkede af de dem i Kultur og politisk Indsigt langt
overlegne danske Aristokrater og følte sig smigrede ved at indgaa
Forbindelser med dem. Paa denne Maade havde efterhaanden
en Mængde danske ligesom omspændt det hele Land, besat de
vigtigste Poster og erholdt i Len store Dele af Riget. Og naar de
først var komne ind i Landet, maatte det være dem let at udøve
den største Indflydelse paa det umyndige Folk.
Kun de norske Bisper med Erkebispen i Spidsen forstod
endnu at bevare et Skin af Selvstændighed. Men det Slag,
som i Begyndelsen af det sekstende Aarhundrede førtes mod
Geistligheden i Danmark, rammede ogsaa Norge. De danske
Aristokrater indførte ved et Magtsprog Reformationen i Landet
og fængslede eller forjog Bisperne. Nu var den sidste Modstand
overvundet; alting var forberedet, og det danske Rigsraad kunde
tage Masken af. Norge blev — til Straf, som det hedte sig, for
dets Frafald i 1531 og 1544 — erklæret uværdigt til at beholde
sin Selvstændighed. Det skulde for Fremtiden kun ansees som en
Provins af Danmark; det berøvedes sit Rigsraad og erholdt i
Stedet en dansk Statholder.
Folket merkede intet til den hele Statsomvæltning; i en lang
Række af Aar havde det kun været et Par Stormænd, som af
personlig Ærgjærrighed havde søgt at bevare Rigets
Selvstændighed. Derfor blev heller ikke nu nogensomhelst alvorlig
Modstand gjort.
Man har ofte nok forundret sig over denne Ende paa det
engang blomstrende Rige. For en dybere historisk Betragtning
fremstiller den sig dog som nødvendig. Den norske Ståt
havde alt fra de ældste Tider baaret Undergangens Spire i sig.
Idet den ensidig fremhæver det arvelige Kongedømme, tilintetgjør
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
