Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
74
% Historiske og politiske Afhandlinger
Den norske Odeismand var ligesaa fri som nogen Adelig; han
eiede sin Gaard med fuld Eiendomsret, uden nogensomhelst
Afgift eller Tynge.1 Men han var Bonde, han besad ingen trykkende
Forrettigheder, og for Loven stod han lige med de andre. Ogsaa
de saakaldte «ufrie» Bønder (Leilændinger, Husmænd) var
beskyttede ved mange Bestemmelser og sikrede mod vilkaarlig
Behandling, medens den danske Fæstebonde, selv der, hvor Vornedskabet
ikke kjendtes, var overladt i de adelige Jorddrotters Vold, af
hvem han uden Lov og Dom kunde udkastes, og den danske
Selveier, som ikke turde jage paa sine Jorder eller afhænde noget
Stykke af dem, som under alskens Paaskud kunde berøves sin
Eiendom, var mindre sikker og mindre fri end en norsk
Leilæn-ding. I Danmark aftog desuden, som bekjendt, Selveiernes Antal
bestandigt, idet de gik over til Fæstere, dels tvungne, ved
Mageskifter mellem Kronen og Adelen, dels frivillige, fordi de som
Fæstere kun maatte betale halv Skat; saadant kunde ikke ske i
Norge, hvor Skatten var lige for alle, hvor Bonden sad lige sikker
paa sin Grund som Adelsmanden paa sin; og, skjønt undertiden
store Eiendomme kom i Fremmedes Besiddelse, forhindrede dog
Odelsretten, som Almuen hang ved, at meget frit Bøndergods gik
over til ufrit. Folket var paa denne Maade sikret for de værste
Følger af Selvstændighedens Tab; dets Kjerne kunde holde sig
frisk indenfor den Bark, som forstenende havde lagt sig om det
hele, hemmende alle Spirer, men tillige skjermende mod al Vold
udenfra. Den var ikke let at gjennembryde, og der blev heller
ikke før Suverænitetens Indførelse gjort noget Forsøg derpaa;
det danske Aristokrati havde ingen Magt dertil, og Kongerne
havde ingen Fordel deraf. Disse gjorde sig tvertimod fortjente
af at holde den gamle Lov i Agt, hvorfor ogsaa Kansler Hans
Pederssen Basse skrev: «Norges Rige maae prise sig lykkeligt, at
det seer sin Herre og Konge aldrig saa snart stige paa sin Throne,
at han jo allerførst udspørger, hvorledes Lov og Ret udi Riget
bliver pleiet.» Da der førtes Klage over, at de danske Lensmænd,
Fogder og Præster ikke kunde forstaa det gamle Tungemaal,
hvori Loven var skrevet, «besynderlig ikke hvad dennem var
imod», som det hedder i et Brev fra Statholderen Axel
Gyldenstjerne, sørgedes der for, at den blev efterseet og oversat, hvilken
Lovrevision som bekjendt kom istand under Christian den Fjerde.
Saaledes kunde de gamle Samfundsforholde vedligeholde sig
uforandrede, uden at nogen merkelig Paavirkning fra Danmark
kom til at gjøre sig gjældende, og det forandrede intet heri, at
der i Tidens Løb og især efter 1537 var indflyttet en Mængde
1 Thi Ledingen, den eneste almindelige Skat, var som Erstatning for
Krigstjeneste ren personlig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
