Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
N’orge under Foreningen nu-d Danmark 1537 1814 79
Almuens Opsætsighed. Den havde lært at bøie sig for Kongen,
men for ingen anden. Mod sine Fogder og Prester var Bønderne
ligesaa haarde og stridbare som i gamle Dage, og den, som ikke
vilde udsætte sig for at blive jaget bort eller slaaet ihjel, maatte
fare varsomt frem. Peder Claussen i sin «Norges Beskrivelse»
[1599] skildrer Thelemarkingerne paa følgende Maade: «De ere
onde, ugudelige, haarde, vilde og oprøriske Folk offuer alle dem,
som her i Landet boe, haffde deres største Lyst i gammel Tid at
dræbe Biskopper og Præster, Fougder og Befalingsmænd, som oc
paakjendes, at til en Kirke i det Lehn ere 7 Præster ihjelslagne
oc sammesteds en eller to oc sammesteds flere. Jeg haver oc
kjendt en, der vaar født, hvis Fader havde ihjelslaget tre Præster,
oc naar denne vaar drukken, bad han Gud, at han icke maatte
døe, førend han oc finge slaget saa mange Præster ihjel.» I andre
Egne var Folket ligesaa bekjendt for sin Stridbarhed; Nedenæs’s
Almue havde saaledes Ord for ikke at kunne leve i Fred med
sine Fogder og Præster, og det hændte ikke sjelden, at de afsatte
eller forjoge dem. De danske Embedsmænd, som var vante til
en Almue, «der sad stille og hverken vidste af værre eller bedre
at sige»,1 klager ofte bittert over disse urolige og opsætsige
Bønder. «Norbaggen er ikke god at lide paa,» hedder det. Han var
ialfald ikke god at undertrykke. Han kjendte sin Ret og vidste
at forsvare den. Ved den mindste Overtrædelse af de gamle
Privilegier indkom Rønderne med deres Besværinger, Regjeringen
forsvarede dem, og stundom, om dette ikke kunde nytte, tog de
sig selv tilrette. — Mindst af saadan Urolighed hørtes der fra de
indre Dalstrøg som Valders og Gudbrandsdalen. Disse Egne
havde tidlig ligesom aflukket sig, og det var allerede under
Unionen sjeldent, at nogen af deres betydende Mænd deltog i det
offentlige Liv; fra Gudbrandsdalen nævnes saaledes end ikke en
eneste Ridder. I den danske Tid vedblev de at være lidet
paaagtede, og den fremmede Adel erhvervede heroppe faa eller ingen
Besiddelser. Her sad da de gamle ætstore Slegter uforstyrrede
paa deres Gaarde og bevarede, lig Arvesølvet, deres Storsindethed
og en gammel Kultur, der endnu stundom træder os imøde hos
Fjeldbonden.
Men i alt dette viser sig nu ogsaa klart den Splittelse, som
var Norges værste Svaghed. Hver Bygd havde sin egen Skik,
talte sin egen Sag, og vidste kun lidet om, hvad der angik
Nabobygden, eller hvad der angik det hele Land. Blandt alle hine
Klager over en enkelt Embedsmands Udsugeiser eller et enkelt
Brud paa gamle Privilegier søger vi forgjæves en Ytring af
national Uvilje over Bigets truede Selvstændighed. Begivenhederne i
] Durelis Helation.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
