Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78
% Historiske og politiske Afhandlinger
1537 fremkaldte ingen Urolighed; Biskopperne og med dem
Rigsraadet faldt, uden at der blev gjort nogen Modstand. Folket
syntes neppe at have vidst af nogen Forandring, og hvad der skete
senere, var saa lidet forskjelligt fra, hvad der var skeet før, at
dets Harme derved ikke kunde vækkes eller dets Øine blive
opladte for den nye Stilling, hvori Staten var kommen.
Bestemmelsen i Christian den Tredies Reces, hvorefter Norge skulde være
en Provins under Danmarks Krone, blev, som vi har sagt, aldrig
sat i Kraft, ja, medens Recessens øvrige Indhold saagodtsom
ordlydende gjentoges i senere Haandfæstninger, blev denne Artikel
udeladt som for at vise, at den var opgivet. Nordmændene saa
fremdeles deres Land nævnet som et eget Rige; de saa fremdeles
deres Konge komme til dem for at lade sin Ret til Thronen
bekræfte efter gammel Skik. Fredrik den Anden sendte i Aaret 1582
sin Kansler Niels Kaas foruden flere andre Rigsraader til Norge
med en Instruks, hvori det hedder, at «de skulde af deres
med-begavede Forstand og Beskedenhed andrage, hvad endelig
høi-vigtige Aarsager og Tilstand Danmarks Biges Baad havde bevæget
og synderlig foraarsaget til forgangen Aar at kaare Hertug
Christian til Konge; og siden skulde de foreholde de Norske
Stænder og af dennem begjære, at de for slig Leilighed og for
deres egen og deres Fædreneriges Gavn vilde bevilge og samtykke
høimeldte Fyrste til Konning over disse tvende Kongeriger». I
Stændernes Forsikringsbrev hedder det: «Af saadanne vigtige
Aarsager, som forskrevet staaer, have vi samtligen med vor frie Villie,
velberaad Hu, Hjerte og Mod bevilget og samtykt høibemeldte
Prins Christian høibemeldte kongelige Maiestæts Søn til Danmarks
og Norges Konge at blive og være.»1 Den norske Almue kjendte
af hine «høivigtige Aarsager» kun én, nemlig Arveretten; men til
denne støttede ogsaa Kongerne sig. Christian den Fjerde lod
saaledes sin Søn hylde som Norges Arveprins til Trods for
Rigs-raadets Modstand, som derved berøvedes al Myndighed i de
norske Anliggender.2 Hvor viser sig nu i alt dette Følgerne af
hin Statsomvæltning, som blev bebudet paa en saa truende Maade?
De var ialfald ikke store, og Folket kunde dengang neppe have
Syn derfor. Der klagedes vel over, at danske Mænd indsattes i
Landets Embeder; men dette havde Nordmændene allerede under
(kalmarunionen maattet taale. Der klagedes over, at Kongen
sjelden kom til dem; men ogsaa hertil var de længe vante. Hvad de
ikke følte, det var, at der var tilføiet deres Land en Forhaanelse
ved den Maade, paa hvilken Rigsraadet blev tilintetgjort, og at
der ikke fandtes betryggende Skranker mod Overgreb i Fremtiden.
1 Norske Tegneiser. Mnskr. paa det kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn.
2 S. Christen Skeels Dagbog,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
