Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86
% Historiske og politiske Afhandlinger
Indgiftning i norske adelige Familier, ved Arv eller Kjøb fra disse,
og havde saaledes fra gammel Tid været i Adelens Eie, hvorimod
kun lidet blev erhvervet paa Odelsbøndernes eller andre
Jorddrotters Bekostning og denne Tilvækst neppe opveiede, hvad der
gik tabt dels ved Salg, dels ved Afstaaelser til Kronen. I 1625
opgives de Adelen tilhørende Eiendomme i Norge at have udgjort
11800 Tdr. Hartkorn (5900 Skippund Tunge), altsaa ikke langt fra
Syvendeparten af Bigets samlede Jordegods; men paa samme Tid
udgjorde Adelsgodset i Danmark over 200000 Tdr. Hartkorn eller
næsten det halve Land. — Lidet betydende ved sit Antal og sine
Besiddelser var den norske Adel det endnu mindre ved sine
Privilegier. Det er en Selvfølge, at de fra Danmark indvandrede
adelige Familier ikke, saaledes som de indfødte, lod sig nøie
med «at agtes og holdes som andre Odelsmænd», men at de
arbeidede paa at opnaa den samme «Frihed», som deres
Stamfræn-der og Standsbrødre i Danmark var i Besiddelse af. Disse
Bestræbelser blev heller ikke ganske uden Frugt. Skattefriheden for
deres Hovedgaarde, som var dem bevilget ved Forordningen af
14. Oktober 1582, indskrænkedes vistnok i 1639 saaledes, at den
kun skulde gjælde gamle Sædegaarde, som i 40 Aar eller derover
havde været i Adelens Eie, derimod ingen ny oprettede; men til
Gjengjæld blev der efterhaanden tilstaaet dem flere andre
Privilegier, og blandt disse navnlig i 1646, 1648 og 1649 Skattefrihed
for deres Ugedagstjenere eller de Leilændinger, som boede
nærmest Hovedgaarden i det samme Sogn, og som forrettede det paa
Hovedgaarden dagligt forefaldende Arbeide, samt endelig
Hals-og Haandsret over disse tilligemed Sigt og Sagefald, «og al anden
Herlighed lige med Adelen i Danmark». Det er imidlertid langt
fra, at dette sidste Udtryk maa forstaaes efter Ordene, og at de
norske Herremænd i Virkeligheden ved de nævnte Privilegier
havde opnaaet den samme «Frihed» som deres Standsbrødre i
Danmark eller endog blot en Skygge af den Magt, som disse
udøvede over sine trælbundne, forkuede Bønder. Hals- og
Haands-retten1 blev en ny Indtægtskilde for dem, men gav dem ingen
Adgang til vilkaarlig og lovløs Fremfærd mod deres Leilændinger,
da den ikke var forbunden med særegen Jurisdiktion eller
Birkerettighed og det derhos uttrykkelig bestemtes, at «de ikke maatte
oppebære højere Bøder end Loven tillod, og at de overhovedet i
alle Rettergangssager samt andre Tilfælde skulde rette sig efter
Norges Lov uden nogen Exception ved Danske forundte
Privilegier». Herremanden i Danmark derimod havde i egentligste
1 Ved denne forstodes, som bekjendt, Adelens Ret til at lade sine Bønder
gribe og tiltale for Domstolene samt til at oppebære de Bøder, hvori de blev
dømte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
