Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
% Historiske og politiske Afhandlinger
hyppigere efter Suverænitetens Indførelse, end de var for samme,
og heraf skulde det endog synes, som om der ikke var
indtraadt nogensomhelst Forbedring i Administrationen og Rettens
Pleie. Men her gjælder det samme om Lensperioden, at man
nemlig ved udelukkende at tage Hensyn til Bøndernes
Klageskrifter vilde danne sig et altfor mørkt Billede af deres Tilstand
og en meget overdreven Forestilling om de Forurettelser, som
de var udsatte for. De danske Lensherrer misbrugte udentvivl
stundom sin udstrakte Myndighed; det maa imidlertid ikke
glemmes, at de havde med en selvraadig og stridbar Almue at gjøre,
som var utaalig mod ethvert Tryk, og som ofte satte sig til
Modværge uden nogen lovlig Grund. Hændte det stundom, at den
led Overlast af sine Embedsmænd, var ganske vist det omvendte
Forhold endnu hyppigere. Af kongelige Forordninger fra denne
Tid sees, at Bønderne paa mange Steder i Norge holdt Thing og
Stævne af egen Myndighed og efter eget Tykke, uden at bekymre
sig om Øvrigheden, hvem de endog med væbnet Haand tvang til
at føie sig efter deres Vilje. Prester, der søgte at udrydde de
papistiske Skikke, maatte stundom bøde med Livet for deres
Nidkjærhed, Fogderne afsattes og forjoges af de forbitrede Bønder,
naar disse mente at have den ringeste Grund til at besvære sig
over dem, hvilket ikke altid var Tilfælde1. Efter Suverænitetens
Indførelse hændte det vistnok sjeldnere, at Almuen tog sig selv
til Bette paa en saa voldsom Maade; men til Gjengjæld blev dens
Klagemaal desto hyppigere, og af disse kan det sees, at den gamle
stridbare Aand ikke var uddøet. Man maa nemlig ingenlunde
forestille sig, at de norske Bønder alene klagede, naar de, som
det sedvanligvis hedder, «vare dertil højlig foraarsagedes eller
naar deres Taalmodighed var bleven sterkt prøvet. Tvertimod
synes de virkelig stundom at have været «betagne af en sand
Klagesyge,2 og overhovedet at have grebet enhver, om end nok
saa ringe Anledning til at besvære sig over sine Embedsmænd.
Især gik det ud over Fogderne og Sorenskriverne, hvis
Forretninger var af den Beskaffenhed, at de vanskelig kom til at staa
høit i Almuens Gunst. Et Klageskrift, som var rettet mod nogen
af disse, fik altid Underskrifter, hvor urimeligt og ubeføiet det
end var, og derved hændte det da ogsaa stundom, at
Underskriverne neppe vidste, hvad de havde givet sit Navn til, end mindre
formaaede at bevise det. — I de fleste Tilfælde var det vistnok
ikke blot en saadan, af trættekjær Stridbarhed udsprungen
Klagesyge, som drev Bønderne til at søge Hjælp mod deres Embeds-
1 Se t. Eks. Norske Samlinger II Bind.
2 Som Presten Wille i Sillejord udtrykker sig i Anledning af de Lofthuusiske
Uroligheder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
