Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
N’orge under Foreningen nu-d Danmark 1537 1814
93
mænd. Forordningen af 4 Marts 1685 om ulovlige Paalæg, 23
December 1735 imod uretvise Dommere og flere af samme Art
viser noksom, at deres Besværinger ofte var vel grundede og
fremkaldte af en virkelig Trang. I den nærmeste Tid efter
Suverænitetens Indførelse stod det kun maadeligt til med
Embeds-verkets Sammensætning, da der nemlig ikke udfordredes nogen
særegen Duelighedsprøve for at opnaa de juridiske Poster, men
disse bortgaves eller bortsolgtes til alskens Lykkesøgere, som
ofte forstod sig bedre paa at skrabe Penge sammen end paa at
skifte Lov og Ret. Udsugeiser og Lovtrækkerier var derfor ganske
almindelige. Men i det hele taget maa det dog erkjendes, at en
bedre og mere velordnet Tilstand var indtraadt. Ingen
Embedsmand under Enevoldsregjeringen havde en saa udstrakt
Myndighed som den, Lensherrerne var i Besiddelse af, medens det
bureaukratiske System paa samme Tid medførte, at der blev
øvet en langt skarpere Kontrol nu end tilforn, «da
Hovedlehns-manden», som Axel Gyldenstjerne klager over, «ikke meente at
have noget med de øvrige Lehnsmænd at skaffe». Paa Grund
heraf maatte ogsaa de værste Misbrug ophøre, og man finder
intet Sidestykke til de Vilkaarligheder, som en Ludvig Munk eller
en Erik Munk gjorde sig skyldige i. Saafremt nogen
Embedsmand vakte et grundet og almindeligt Misnøie mod sig, kunde
han heller ikke vente at faa noget Medhold ovenfra, saaledes
som Lensherrerne vel stundom fik det hos Rigets Raad.
Enevoldsregjeringen undlod tvertimod sjelden at tage Hensyn til den
norske Almue og viste endog en til frygtsom Eftergivenhed
grænsende Omsorg for at afhjælpe dem, der staar i en
paafaldende Modsætning til den Haardhed og Ligegyldighed, hvormed
de danske Bønder blev behandlede, uagtet disse i langt høiere
Grad tiltrængte Regjeringens Hjælp mod de Kuske og Lakeier,
som Herregaardseierne satte til Retsbetjente paa sine Godser, og
som, foruden at være uvidende og uduelige, stod i en saa
afhængig Stilling, at de sjelden turde dømme den mægtige imod. Her
var saaledes, uagtet Lovgivningens Forbedring, de groveste
Lovbrud og Forurettelser ganske almindelige, og disse hengik som
oftest ustraffede, da Bonden var saa forkuet, at han neppe turde
klage, og Begjeringen saa nøie forbunden med de privilegerede
Jordegodseiere, at den ikke formaaede at skaffe ham Bet. I Norge
derimod havde den frie Hænder, og, om end Viljen stundom
manglede til at raade Bod paa de Ulemper, hvorover der blev
klaget, drev ialfald Frygten den hertil. Hvor stor denne ofte
var, naar der \Ttrede sig nogen almindelig Misfornøielse hos de
norske Bønder, og hvor eftergivende man blev mod dem, naar
de efter gammel Skik lod Budstikken gaa om og gjorde Mine til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
