Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
N’orge under Foreningen nu-d Danmark 1537 1814 115
Throndhjems Stift ikke havde Halvdelen Prester ,nok; senere
gjentages den samme Klage, og endnu i 1620 hedder det i et Brev
fra Tage Thott og Anders Christensen Arreboe: «der fattes 12
Prester her efter Beformatsen, og vi have ikke selv Personer, ej
heller ville fremmede komme herop». Meget bedre var det ikke
i de andre Stifter; endnu i 1619 blev det paalagt Bektor og
Professorer ved Kjøbenhavns Universitet at eksaminere norske
Studenter «pro consequendo ministerio», da der i dette Rige
fremdeles var Mangel paa bekvemme Personer til de geistlige
Embeder. — Hvorledes det stod til med det norske Presteskabs Seder
og Oplysning, er let at skjønne af det foregaaende. I Danmark
hørte det, som bekjendt, i den første Tid efter Reformationen til
Dagens Orden, at de Geistlige var ganske uvidende og hengivne
til alskens Laster. Men, var det saa her, maatte det staa endnu
værre til i Norge hvor Presterne, som Petrus Palladius udtrykker
sig i sin Brevis expositio catechismi pro parochis Norvegianis, var
«sicut oves non habentes pastores», hvor det kirkelige Opsyn var
svagere og stundom ganske savnedes, idet f. Eks. Biskopsstolene i
Throndhjem og Stavanger i mange Aar efter Kirkeforandringen stod
ubesatte, og Superintendenten i Oslo fik to Stifter at varetage, og
hvor man desuden paa Grund af den store Prestemangel maatte
være endnu mindre nøieregnende med Hensjm til de Personer,
hvem geistligt Embede blev betroet, end Tilfældet var i Danmark.
Det kunde i Regelen neppe være de velstuderte blandt de danske
Studenter, der søgte sig op til de fattige og besværlige Prestekald
i Norge; men snarere Udskuddet og saadanne, som ikke kjendtes
Værdige til at opnaa noget Embede i sit eget Land. Til et norsk
Prestekald blev de altid ansete for gode nok, ja, her kunde de
endog ved at sammenlignes med sine Medbrødre komme til at
gjælde for helt udmerkede Personer. Sigvart Grubbe fortæller i
sin Dagbog over Christian den Fjerdes Reise til Norge i 1599 om
en saadan norsk Prest, en «rudis asinus», der var relegeret fra
Universitetet; heroppe gjaldt han desuagtet for et Lys: «ibi pro
optimo pastore agnoscitur».1 Iøvrigt mangler der ikke Klager
over Presternes Uvidenhed og slette Seder. Forfatteren af «Den
Norske Sou» skildrer dem som Drankere, Horejægere, Aagerkarle
og Bondeplagere alle tilhobe, og disse sterke Udtryk synes bedre
begrundede end meget andet af, hvad denne Forfatter anfører, da
de bestyrkes ved mere troværdige Vidnesbyrd. Christian Friis
til Borreby, som, før han blev Kansler, i nogle Aar havde været
1 Bring, Handl, i Svenska Hist. III Bind. Baden, Afhandl, i Fædrelandets
Cul-turhist. III. 114. En anden «rudis asinus», der ogsaa var relegeret fra
Universitetet, omtales som Prest paa Vardøhus 1614 af Hans Nansen. Se dennes Levnet af
Hammerich Hist. Tidsskr. III Bække I. 146.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
