Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124
% Historiske og politiske Afhandlinger
den norske Bonde. For denne var Arbeidet ingen sløvende og
kuende Trældom, da han selv høstede Nytten deraf og aldrig var
berøvet Udsigten til at forbedre sine Kaar saaledes som den et
Herskabs Vilkaarlighed underkastede Fæstebonde i Danmark.
Dette styrkede hans Mod og gav ham Lyst til at gaa fremad,
medens hans Forstand blev skjærpet derved, at han vantes til at
hjælpe sig selv og maatte bruge Omtanke ved sin daglige Syssel,
hvilken han styrede efter egen Indsigt og ikke efter Herremænds
eller Ridefogders Forskrifter. Var der mere af Forfædrenes
Vildhed tilbage i hans Karakter, havde han ogsaa beholdt mere af
deres store Egenskaber. Han var stolt, fri og djærv som disse.
Bonden i Danmark var vant til at foragte sin egen Stand og til
slavisk at ydmyge sig for enhver Overmand; den norske
Odels-bonde derimod holdt sig for en helt betydelig Person, der ikke
behøvede at bøie sig for nogen, og havde paa Grund deraf den
Ambition og den Selvagtelse, uden hvilken ingen Fremgang er
mulig. I de afsidesliggende Fjeldbygder var endnu en Rest af
den gamle nationale Adel tilbage, som man finder omtalt i
Skildringer fra det forrige Aarhundrede. Visse Ætter nød en fortrinlig
Anseelse og øvede et Slags Myndighed i Lighed med Oldtidens
Herser, saa at enhver, der vilde have noget udrettet hos Almuen,
først maatte henvende sig til dem og søge at vinde dem for sig.
Nogle af disse Storbønder udledede sin Herkomst lige fra de
gamle Konger og satte ikke mindre Pris paa sin høie Byrd end
nogen Adelsmand med Skjold og Titel. Pontoppidan fortæller
saaledes, at det endnu paa hans Tid ikke var usedvanligt, at man
i en Ligprædiken over en Bonde hørte hans saakaldte Ahner
opregne. Denne Adelsstolthed havde idetmindste forsaavidt en god
Virkning, som den bidrog til at vække Sans for historisk Læsning
hos Bonden, hos hvem Strævet for det daglige Livs Ophold ellers
gjerne pleier at udslukke enhver aandelig Interesse. Peder
Claussøns Snorre har altid været en Yndlingsbog for den norske Almue
og savnedes vel sjelden paa Hylden hos hine Storbønder, der
roste sig af at nedstamme fra de gamle Konger og Helte, om
hvilke Snorre fortæller. Der var saaledes nok af gode Spirer,
men uden Pleie kunde de dog ikke drives meget vidt. Lysten til
at lære og til at gaa frem i Oplysning, som allerede dengang
udmerkede den norske Bonde, skjønt der var gjort saa lidet for
at vække den, hjalp ham vistnok et Stykke paa Vei og bevirkede,
at han mangengang paa egen Haand tilegnede sig Kundskaber,
som man sjelden eller aldrig stødte paa hos Danmarks forkuede
Almue. Men, saalænge der ikke gjordes et Skridt for at hæve
det forsømte Skolevæsen, maatte dog Oplysningen ogsaa i Norge
staa paa et meget lavt Trin.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
