Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128
% Historiske og politiske Afhandlinger
Generationer blive de odelsbaarne Storbønders Ligemænd.
Lei-lændingerne kom saaledes aldrig til at udgjøre nogen afsluttet
Stand eller Kaste; en Leilænding kunde blive Odeismand, naar
Lykken var ham god, ligesom omvendt den Odelsbaarne
stundom nødtes til at bruge anden Mands Jord, og denne
Bevægelighed i Samfundets Klasser medførte, at ingen enkelt af dem kunde
tilrive sig Herredømmet over de andre, at ingen personlig Ufrihed
kunde opkomme, men at tvertimod alle i lige Grad fik Bet til
Lovens og Samfundets Beskyttelse. I Overensstemmelse hermed
har ogsaa den gamle norske Lovgivning omfattet Leilændingen
med en for hin Tidsalder høist merkelig Omhu og sørget for, at
han ikke maatte undertrykkes af sin Jorddrot ved nøie at
bestemme begges gjensidige Pligter og Bettigheder. Men, om der
end saaledes til ingen Tid kan drages nogen Parallel mellem de
frie norske Leilændinger og den i mere eller mindre Grad
trælbundne danske Bondestand, er det dog vist, at ogsaa hines Stilling
har været underkastet mange Forandringer, og at den navnlig ved
Begyndelsen af det her omhandlede Tidsrum var langt mindre
god, langt mere usikker og afhængig, end den senere blev det.
Norges ældre Lovgivning kjendte egentlig intet til Bygsel efter
det nu gjængse Begreb herom, men kun Leie af Jorden paa en
vis bestemt Tid, eller, som det kaldtes, Aaremaal, d. e. tre Aar,
efter hvilken Tids Forløb Kontrakten ansaaes hævet for begge
Parter, og Leilændingen maatte da, om han ønskede at beholde
Gaarden, leie den paa nyt. Dette Forhold var vistnok
fuldkommen betryggende med Hensyn til hans personlige Frihed; det var
en Kontrakt, for hvilken Loven havde givet nøiagtige
Bestemmelser, som ingen af Parterne kunde bryde eller overtræde uden
derved ogsaa at løse den anden fra sine Forpligtelser, som det
derimod stod enhver af dem frit for at opsige, naar han ikke
fandt sig tilfreds, og som altsaa dannede en ligefrem Modsætrfing
til det i Danmark fra Oldtiden af bestaaende Stavnsbaand.
Saalænge Bygselkontrakten efter Loven kun skulde gjælde 3 Aar —
og i Magnus Lagabøters Landslov er det endog udtrykkelig
bestemt, at ingen Ombudsmand maatte bortleie Jord paa længere
Tid —, maatte den dog, hvor billige og nøie bestemte dens Vilkaar
forresten var, sætte Leilændingen i et langt mere underordnet og
afhængigt Forhold til sin Jorddrot, end der blev Tilfælde, da
Livsbygsel, grundet paa den samme Gjensidighed i Pligter og
Bettigheder, var almindelig gjældende. Hans Stilling kunde
nærmest sammenlignes med Husmændenes nuomstunder eller med
en Forpagters, da den bortleiede Jord fremdeles blev betragtet
som Jorddrottens fuldkomne Eiendom, hvilken han kun
midlertidig lod en anden bruge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
