Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
N’orge under Foreningen nu-d Danmark 1537 1814
129
I Overensstemmelse hermed bestod ogsaa Indtægterne af
Byg-selgods i den ældste Tid udelukkende i Landskylden, som
erlagdes aarlig, og hvis Størrelse det var overladt til de kontraherende
Parter selv at komme overens om, uden at Lovgivningen havde
indladt sig paa at fastsætte nogensomhelst Grænse. Men omtrent
ved Midten af det trettende Aarhundrede skete der en Forandring
heri. Ledingen gik nemlig nu over fra at være en rent personlig
Skat, der udlignedes efter Mandtallet, til en reel Byrde, som
paahvilede Eiendommene, og hvis Størrelse rettede sig efter
Landskyldens. Det maatte herefter ligge i Jorddrottens Interesse, at
ikke denne forøgedes, da hans Eiendom derved blev saameget
høiere skatlagt, hvorimod han søgte at holde sig skadesløs ved at
betinge sig forud en Sum Penge af den, til hvem han bortleiede
sin Gaard. Saaledes kom Bygselpengene, eller, som de ogsaa,
efter dansk Brug kaldtes: Indfæstningen eller Stedsmaalet, ind
blandt de jorddrotlige Rettigheder. Magnus Lagabøters Landslov
omtaler allerede hin Skik under Navn af «jaröarmutar» og
forbyder strengelig enhver at modtage saadanne «Stikpenge» for at
bygge nogen enten Kongens eller Privatmands Jord, da det var
at besvige Kronen for dens Indtægter, hvilket Forbud senere
gjen-toges i en Retterbod af 1297.1 Ikke destomindre gik det snart
over til en fast Vedtægt, og i samme Forhold, som Landskylden
ved Prisernes Forandring og Eiendommenes Stigen i Værd blev
et mere og mere utilstrækkeligt Vederlag, maatte Bygselsummen
tiltage i Størrelse. Men derved blev ogsaa en Forandring i den
hidtil bestaaende Bygsellovgivning end mere nødvendig. Saalænge
nemlig Landskylden var den eneste Afgift, som en Leilænding
havde at udrede til sin Landdrot, skete der ham ingen egentlig
Uret, om han blev udsagt af sin Gaard ved Aaremaalets Udløb,
da han ikke havde erlagt noget udover, hvad der netop gjaldt for
denne Tid. Anderledes maatte derimod Forholdet blive, naar
han desuden ved Gaardens Tiltrædelse havde udredet
Bygsel-penge. Disse skulde vistnok, som en Slags Erstatning for, at
Landskylden ikke blev forhøiet, heller ikke gjælde mere end det
af Loven bestemte Aaremaal, men, da det udentvivl fra gammel
Tid var det sedvanlige, at en Leilænding beholdt sin Gaard,
saalænge han levede og opfyldte sine Forpligtelser, kan det neppe
betvivles, at Bygselsummen i Virkeligheden beregnedes for en
længere Tid, og at den var, om end ikke saa stor, som den vilde
have været, saafremt Livsbygsel havde ’været gjældende, dog
meget større end i Forhold til Aaremaalets Længde. Dette synes
allerede at fremgaa deraf, at Tredieaarstagen, d. e. den Pengesum,
som Leilændingen udredede til sin Jorddrot, naar han bygsiede
1 Norges gl. Love. III. 29.
9 — Sars: Samlede Verker. III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
