Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
N’orge under Foreningen nu-d Danmark 1537 1814
139
drede Landskylden fra at stige, nemlig at Eiendommene i samme
Forhold blev høiere skatlagte. Lovgivningen begyndte nu at
indskrænke Jorddrotternes Frihed til at tage saamegen Landskyld,
som de kunde faa. Claus Bildes og Trud Ulfstands Reces af 1539,
Rec. af 7 Oktbr. 1578 og 29 Juli 1631, Chr. IVs Norske Lov
fastsatte, at ingen maatte sætte sin Gaard i høiere Landskyld, end
seks Mænd kunde kjende lovligt og ret, og den samme
Bestemmelse gjentoges i Chr. Vs Lov med Tilføielse af, at Leilændinger
skal give slig Landskyld og anden Rettighed, som af gammel Tid
har været og Jordebøgerne dem tilholder. Tredieaarstagen, som
længe, efterat Bygsel paa Aaremaal faktisk var gaaet af Brug,
vedblev at bestaa som en Leilændingen paahvilende Afgift,
bestemtes ved Rec. 1578 og Forordn. 1631 til 1 Daler af hvert
Skippund Tunge, hver Løb eller hver 2 Huder. Med Hensyn til
Bygselsummen eller Indfæstningen hedder det i Recessen af 1578
(i hvilken man finder denne Afgift første Gang omtalt som lovligt
* bestaaende), at, «efterdi ikke alle Gaarder ere af eens Lejlighed,
kan derpaa ingen vis Forordning gjøres, men Kgl. Majts., Kirkens
og Stiftens Ombudsmænd skal til første Stedsmaal af Gaarden
tage efter dens Storlighed og Lejlighed og ikke beskatte nogen
over Billighed». Ved Herredagene indkom der jævnlige Klagemaal
over, at Kronens Bønder besværedes over Evne med at udgive
store Bygselpenge; men herpaa blev der svaret, at, «da ingen Bonde
i Norge blev tvungen til at fæste nogen Gaard, men gjorde det
af sin frie Vilje, og da Odelsbønder og andre Jorddrotter tog saa
høj Indfæstning som de kunde faae, saa kunde det samme heller
ikke være Kongen formeent». Efterat imidlertid Størsteparten af
Kronens Gods ved Slutningen af det syttende Aarhundrede var
bortsolgt og Regjeringen saaledes ikke længer var bunden ved
egen jorddrotlig Interesse, tog den mere Hensyn til hine
Klagemaal. Ved Forordningen af 5 Februar 1685 og Chr. V® Lov blev
det fastsat, «at ingen Jorddrot, ihvo han være maa, skal fordre
eller tage mere end i det højeste 10 Rdr. af et Skippund Tunge,
5 Rdr. af en Hud og de øvrige Species efter Proportion». — En
saadan Bestemmelse vilde i Danmark, hvor enhver Bonde var
tvungen til at overtage en Gaard paa det Gods, til hvilket han
ved Fødselen var bunden, have gjort megen Nytte, men passede
derimod ikke i Norge, hvor Forholdet mellem Jorddrot og
Lei-lænding var grundet paa en fra begge Sider fuldkommen fri
Overenskomst. Det var aabenbart en ubillig Indskrænkning i
Jorddrottens Rettigheder, og har neppe nogensinde været strengt
overholdt, men flk dog, som senere skal omtales, en gavnlig
Indflydelse paa Udviklingen af de norske Landboforholde. —
Vanskeligere end de øvrige Afgifter lod Hoveriet sig ordne, ved Lov,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
