Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
N’orge under Foreningen nu-d Danmark 1537 1814
145
undergivet en lignende Skjæbne. Odelsbonden havde en Stilling,
som han kun af yderste Trang kunde forudsættes at ville bytte
med en Leilændings, da den tilbød ham alle en uindskrænket
Eiendomsrets Fordele. Ligesaalidt kunde han tvinges dertil, da
han ikke stod i noget Afhængighedsforhold til en Herlighedseier
og ikke havde andre Afgifter at udrede end dem, som blev
paalagte til det Offentlige. Og disse var ikke større for ham end for
Leilændingen. Kun, naar en Odelsbonde eiede saameget
Jordegods, at Renten eller Landskylden deraf oversteg et vist Beløb —
og dette var, som man af Mandtalslisterne kan se, neppe Tilfælde
med en Tyvendepart, — eller, — efter de senere Skattebreve, —
naar han foruden det Jordegods, som han selv brugte og besad,
tillige eiede andet, som han oppebar Landskyld af, blev han ilagt
en særegen Afgift foruden den almindelige, saakaldte
Leilændings-skat; i andet Tilfælde skattede han lige med en Leilænding, og
det er saa langtfra, at denne Beskatningsmaade, saaledes som den
i Danmark brugelige, kunde have nogen Formindskelse i
Selv-eiendommen tilfølge, at den tvertimod maatte befordre samme, da
den gjorde det mere fordelagtigt for en Jorddrot at sælge de
Gaarde, som han ikke selv brugte, end at bygsle dem bort. En
yderligere Sikkerhed for Odelsgodsets Bevarelse hos dets
oprindelige Besiddere, laa i Indløsningsretten, som efter den i hin Tid
gjældende Odelshævd af 60 Aar efter Magnus Lagabøter og 30
Aar efter Christian den Fjerde lagde næsten uoverstigelige
Hindringer iveien for at samle store Eiendomme ved Kjøb fra
Bønderne. — I den katholske Tid havde de hyppige Gaver af Jord til
Klostre, Kirker eller Prestebord i høi Grad bidraget til at
formindske Selveiergodset. Paa denne Maade var efterhaanden ikke
meget langt fra det halve Land kommet i Kirkens Eie; men
deraf gik en stor Del tabt ved Beformationen, og senere er
Kirkegodset snarere bleven formindsket end forøget, da Gaverne blev
sjeldne, mens der hyppig klagedes over, at de Kirker eller
Prestebord fra gammel Tid tillagte Gaarder frakom samme, idet Private
tilegnede sig Eiendomsret derover. — Af Kronens Jordegods var
det meste erhvervet ved Beformationen og havde tilforn hørt
under Klostrene og Bispestolene. Derimod kan det neppe
antages senere at have havt nogen betydelig Tilvækst, idetmindste
ikke paa Odelsgodsets Bekostning.1 Den samme Grund, som
efter hvad der ovenfor er bleven omtalt, bevirkede, at saamange af
de jordegne Bønder i Danmark overdrog sine Gaarde til Adelen,
nemlig at de blev ilagte dobbelt saa høi Skat som Fæsterne, be-
1 Enkelte betydelige Adelsgodser er derimod efter Reformationens Indførelse
tilfaldt Kronen, saasom Gyrvild Fadersdatter Sparres (1582) og Hannibal
Sehesteds (1651) [hvoraf dog en stor Del tilforn havde været Kronens Eiendom og ved
Gave var kommen til Sehested].
10 — Sars: Samlede Verker. III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
