Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
150
% Historiske og politiske Afhandlinger
lagdes 5 Rdr. i Landskyld, altsaa neppe en Tyvendepart af Renten
af den Sum, som Gaardens Salg vilde have indbragt.1 I Danmark
var, som bekjendt, Landgilden ogsaa bestemt ved Loven og
maatte ikke forhøies; men denne Indskrænkning vilde her, selv
om den var bleven overholdt, kun have havt lidet at betyde, da
Proprietæren til Gjengjæld kunde paalægge desto mere Hoveri,
hvilket han betragtede som den væsentligste Indtægt af sit
Fæstegods, ligesom det ogsaa stod ham frit for at forhøie Stedsmaalet
eller Indfæstningssummen, saameget han vilde. Ingen af Delene
var derimod tilladt efter norsk Lovgivning. Fr. af 5 Febr. 1685
bestemte, at ingen Jorddrot maatte tage mere i Bygsel end i det
høieste 10 Rdr. af et Skippund Tunge og 5 Rdr. af en Hud.
Denne Restemmelse blev vistnok, som før bemerket, neppe
nogensinde strengt overholdt, og man finder Eksempler paa, at der
blev givet enddog indtil 1000 Rdr. i Bygsel af en enkelt Gaard;2
men det maatte dog altid være forbunden med noget Resiko at
overtræde et udtrykkeligt Lovens Rud. Endnu mindre kunde
den norske Proprietær i et forøget Hoveri af sine Leilændinger
finde nogen Erstatning for Landskyldens Ringhed. Dels var
nemlig hans Eiendomme som oftest vidt adspredte, da Landets
Be-skaffenhed og Talrigheden af smaa Eiendomsbesiddere gjorde det
umuligt eller vanskeligt at forene dem til sammenhængende
Godser, — og kun de nærmest boende Leilændinger kunde bruges
til Hovedgaardens Dyrkning. Dels var de store Gaarde, som
udkrævede megen Folkehjælp, sjeldne, og Sædegaardenes Antal
indskrænkede ved Fr. ’af 16 December 1639 og 25 December 1682.
Dels havde Lovgivningen ogsaa i Henseende til Hoveriet,
forsaavidt dette fandt Sted, hvilket efter Suverænitetens Indførelse blev
mere og mere sjeldent, fastsat en Grænse, som Proprietæren
ikke maatte overskride. Han kunde ikke forøge Arbeidsstyrken
ved at udstj^kke sine Rygselgaarde til flere Leilændinger end
tilforn og betinge sig Arbeide af dem alle; deri blev han hindret
ved Fr. af 24 Oktober 1634 og Chr. V.s Lovb. 3—14—5, som
bestemte, at ingen Gaard eller Gaardepart maatte bortbygsles til
flere end én Leilænding, medmindre dens Skyld var over 1
Skippund Tunge. Han kunde tikke betinge sig mere Arbeide af den
ene Leilænding, til hvem han efter Loven kunde bortbygsle sin
Gaard ; deri blev han hindret ved Chr. V.s Lovb. 3—14—23 og dens
Kilder. Lovgivningen havde overhovedet ved disse og en Række af
andre Bestemmelser begunstiget Leilændingsklassen paa Jorddrotter-
1 Se t. Eks. Stampes Erklæringer V. 180. — Landskylden var oprindelig bestemt
i visse Varer, Korn, Smør, Fisk, Huder o. s. v., men den erlagdes ogsaa i Penge, for
hvilket Tilfælde der ved Fr. 5 Febr. 1685 blev sat en vis Takst paa adskillige af
hine Varer.
2 Smil. t. d. N. F. Hist. VI. 179.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
