Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
160
% Historiske og politiske Afhandlinger
ved en sjelden Undtagelse havde lagt sig lidt tilbedste, vidste
Herremanden altid at presse det ud af ham ved at sætte ham til
en øde og vanrygtet Gaard, paa hvis Opdyrkning han da nødtes
at anvende, hvad han havde sparet sammen. Størsteparten levede
i den dybeste Elendighed, gjældbundne til Herremanden, som
forstrakte dem med Korn eller betalte Skatterestanser for dem,
uden Udsigt til at forbedre sine Kaar, uden Haab om endog ved
den største Flid at kunne drive det til at eie noget. Værst synes
Tilstanden at have været under Christian den Femtes Regjering.
De høie Skatter, som udskreves i denne Tid, bragte Landet nær
til fuldkommen Ruin. Rønderne, som udsugedes ved overdrevne
Afgifter til sine Herremænd, og som derfor intet havde at betale
med, forlod sine Gaarde og flygtede i Mængdevis ud af Landet.
Der tilfaldt Kronen Aar efter andet store Masser af Jordegods
for resterende Skatter; man regner, at nærved en Trediedel af
Landet blev lagt øde; Eiendomspriserne sank til det halve og
derunder, saa at Regjeringen endog maatte gribe ind og fastsætte
en vis Takst, hvorefter Jordegods skulde modtages som
Betalingsmiddel. Men ogsaa i den følgende Tid vedblev Tilstanden at
være slet, og nogen virkelig Forbedring indtraadte ikke før i 1784,
da Reformerne i Landbovæsenet tager sin Begyndelse. Danmarks
Folkemængde forøgedes i Perioden fra 1735—84 saa langsomt, at
den næsten kan betragtes som stillestaaende; en stor Del af
Landet vedblev at ligge øde; Skatterestanserne vedblev at være store,
skjønt Herregaardseierne var gjorte ansvarlige for Skattens
ordentlige Inddrivelse; Bøndergaardene vedblev at staa i lav Pris;
Bonden vedblev at være gjældbunden og forarmes og ude af
Stand til at udrede de ham paahvilende offentlige Byrder.
Regjeringen søgte forgjæves at sætte en Grænse for de hyppige
Bortrømninger, hvorved Bondegodset blev lagt øde, ved at
bestemme Fredløsheds Straf for den, som uden Proprietærens
Tilladelse forlod sin Gaard; de vedblev desuagtet gjennem den
hele Periode at være ganske almindelige og omtales endnu i et
Andragende af 1786 som en «grasserende Syge», med hvilken
Herremændene efter Sedvane søgte Regjeringens Raad og
Ristand.
Den norske Rondestand blev ikke mindre end den danske
betynget med høie Skatter, navnlig i sidste Halvdel af det
syttende Aarhundrede, da, som det hedder i Rosencreuz’s Relation,1
«Contributionerne i Norge langt overstege det, som ordinairement
af en Tønde Hartkorn i Danmark betaltes». Der mangler heller
ikke Klager og Skildringer, som viser, at Tilstanden ogsaa i Norge
var maadelig nok, og at den norske Almue følte sig sterkt trykket
1 Budstikken 1823.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
