Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
N’orge under Foreningen nu-d Danmark 1537 1814
177
og ypperligere, end den var i hans Tid, og at der skulde have
boet 700, «somme mene 1800 Borgere derudi». Det var bekjendt
om de fleste norske Byer, at de i den katholske Tid havde havt
mange Kirker og Pragtbygninger, at de havde været Sæde for rigt
doterede geistlige Stiftelser, som gik tilgrunde eller inddroges ved
Reformationen, og man bragtes herved let til at forestille sig, at
de ved denne Begivenhed og ved Norges Underkastelse under
dansk Overherredømme med ét sank ned i den maadelige
Forfatning, i hvilken de senere befandt sig.
En saadan Forestilling kunde saameget lettere opstaa, som
den fuldkommen stemmede med den Opfatning af Norges Historie
i hint Tidsrum, der engang var den sedvanlige. Man havde sin
Opmerksomhed udelukkende fæstet paa de ydre politiske
Begivenheder og saa i dem Ulykker, hvorved en livskraftig og
blomstrende Ståt styrtedes i Fordærvelse, medens en grundigere
Undersøgelse har vist, at Norges Tilbagegang var en Følge af
indre Aarsager, at det var en langsom Hendøen af enhver
Udvik-lingsspire i Staten og Samfundet, som de politiske Begivenheder
alene tjente til at fremskynde. «Calmarunionen er Skyld i al
vor Ulykke,»1 heder det, fordi Statens Svaghed først under denne
Forbindelse kom tilsyne paa en iøinefaldende Maade.
Begivenhederne ved Reformationens Indførelse opfattedes som det norske
Folks sidste Kamp for at opretholde sin nationale
Selvstændighed, og Kampens uheldige Udfald, Norges Indlemmelse i det
danske Monarki, tænkte man sig efterfulgt af de samme
ulykkelige Følger for Landets Kultur og Velstand, den samme aandelige
og materielle Tilbagegang, som pleier at ledsage et Folks
Underkastelse under fremmed Voldsherredømme.
Det er, efter hvad der nu kan oplyses om Norges indre
Tilstand før og efter Reformationen, umuligt at fastholde længer en
saadan Opfatning af hine Begivenheder, eller at istemme de bitre
Klagemaal, hvortil Statsforandringen i 1536 saa ofte har givet
Anledning, som om den var en Ulykke, der kunde være undgaaet,
saafremt de ledende Mænd havde besiddet Mod og
Fædrelandssind. Det maa nu være klart, at den politiske Selvstændighed,
Norge besad indtil 1536, længe havde ophørt at være andet end
en tom Form, at den ikke støttedes ved nogen stor eller
almindelig Interesse, og at de Udtrç’k i Christian den Tredies
Haand-fæstning, hvormed det danske Rigsraad undskylder sin Beslutning
med Hensyn til Norge, nemlig «at dette Rige nu var saa forringet
baade af Magt og Formue, at dets Indbyggere ikke ene formaae
1 Forfatteren af den nordiske Missionshistorie, Hammond, skrev saaledes til
Suhm : «Calmarunionen gider ingen Nordmand læst noget om, og kan ei skrive
derover, er lian en ærlig Mand, der er Grunden til alle paafølgendc Ulykker.»
(Suhm Samll. Skr, 16. 358.)
12 — Sars: Samlede Verker. III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
