Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196
% Historiske og politiske Afhandlinger
Omraade og dets fremtidige Udvikling for bestandig knyttet til
denne.
De svage Rester af en national norsk Adel, der havde holdt
sig indtil det sekstende Aarhundrede, forsvinder efter denne Tid
hurtigt og næsten ganske af Historien. Naar man engang mente
at finde en Forklaring hertil i Hvitfeldts bekjendte Udsagn om
Christian den Anden, at han nemlig som Regent «holdt saa Huus
med Norges Adel, at det endnu kjendes paa denne Dag», i hvilke
Ord man endog synes at have seet et Slags stockholmsk Blodbad
antydet,1 da er dette en Misforstaaelse af samme Art som den,
der har gjort sig gjældende med Hensyn til Forklaringen af det
norske Folks og den norske Stats Dekadence overhovedet, idet
man har fulgt den almindelige Tilbøielighed til at samle i en
enkelt Begivenhed, hvad der i Virkeligheden strækker sig udover
Perioder, og at tilskrive en voldsom Omveltning, hvad der er
Følgen af langsomt og skjult virkende Aarsager. Det lader sig
nemlig ikke eftervise, at noget usedvanligt Antal storættede Mænd
er døde i den Tid, Christian var Begent her i Landet (1502—1510);’
derimod tyder alt, hvad man kjender af den norske Adels Historie
i det fjortende og femtende Aarhundrede, hen paa, at den lidt
efter lidt er gaaet tilbage i Anseelse og Magt, lidt efter lidt er
uddøet eller sunket ned blandt Folkets Masse, og Grundene
hertil er heller ikke vanskelige at indse.
En Adel efter den sedvanlige Bemerkelse af dette Ord, det vil
sige en i social Henseende fra det øvrige Folk fuldkommen
adskilt Stand eller Kaste, har Norge aldrig besiddet, og en saadan
skulde ogsaa vanskelig have kunnet danne sig i et Samfund af
Odelsbønder som det norske. Men det lod sig vel tænke, at der,
i Lighed med hvad der skete i Sverige, hvor Samfundet
udviklede sig fra ganske det samme Grundlag og under meget lignende
Forholde, havde dannet sig en Nobilitet, bestaaende af de rigeste
og anseeligste Odelsslegter, der efterhaanden ved at optræde som
Folkets Repræsentanter ligeoverfor Kongedømmet kunde have
opnaaet at blive en uafhængig Magt i Staten, hvorved de igjen
vilde være blevne satte istand til ogsaa i social Henseende at
hæve sig udover den store Masse af frie Ejendomsbesiddere.
Lendermændene synes i det tolvte Aarhundrede at have befundet sig
paa den lige Vei til at naa et saadant Maal. Men denne Udvik-
1 Hos Holberg (Danm. Hist. III. 6) heder det saaledes: «Den Seier, som
Christian havde erhoklet over de Oprøriske, forfuldte han med alt for stor
Eftertryk, idet han lod ikke alene legge Anføreren Herluf Hyttefad paa Steile og Hjul,
men endog efter den samme Angivelse rette en stor Hob af Adelen udi Norge,
saa at samme Riges Adel fra den Tid kom aldrig udi samme Anseelse, men
hat-taget mere og mere af, indtil den ganske er udslettet.»
2 Langes Bidrag til Unionshist., Tidsskr. for Vidensk. og Liter. I.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
