Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
N’orge under Foreningen nu-d Danmark 1537 1814
199
trolig med det offentlige Liv, kan det ikke vække Forundring, at
danske Adelsmænd opnaaede en alt overveiende Indflydelse i
Norge, og at de ansaaes for langt fornemmere, langt mere
kultiverede og mere skikkede til at varetage offentlige Bestillinger end
Landets egne Stormænd, som var vante til at sidde rolig hjemme
paa sine Gaarde. Det blev en mere og mere almindelig Skik, at
Udlændinger, navnlig Danske, erholdt Forleninger i Norge og blev
ansatte som Befalingsmænd paa de kongelige Slotte, og de norske
Bigsraaders Besværing herover ved Mødet i Kjøbenhavn 15131
blev afvist med det Svar, at, da Norges Adel var «fast uddøet»,
vilde Kongen forsyne Lenene med «Norges og Danmarks
Ædelinge og indfødte Mænd» — et Svar, som neppe fra hin Tids
Standpunkt har været saa ganske ubeføiet, da udentvivl kun faa
af Norges gamle Slegter endnu var til eller kunde gjøre Paastand
paa at regnes for adelige. I den afgjørende Krise, under
Mellemriget efter Fredrik den Førstes Død, var saaledes Landets
Styrelse helt og holdent i Fremmedes Hænder; Akershus, Baahus og
Bergenhus, de tre Hovedslotte, stod under danske Befalingsmænd;
Rigsraadets verdslige Medlemmer var, paa et Par nær, som ingen
fremtrædende Rolle synes at have spillet,2 alle danske. Og det
er betegnende for Norges nationale Afmagt i hin Periode, at den
sidste, der synes at have følt en levende Harme over den danske
Adels Bestræbelser for at tilintetgjøre Norges politiske
Selvstændighed, og som ialfald viste en alvorlig Vilje til at modarbeide
dem, var ikke en norsk, men en dansk Mand, som ved Giftermaal
havde opnaaet at blive Norges første verdslige Stormand.
Naar maaske Gallerne3 undtages, hørte ingen af de norske
Slegter, der paa denne Tid endnu vedblev at holde sig som
adelige, til Landets gamle, ved høi Byrd og store Rigdomme anseelige
Familier. Det er derfor med fuld Føie bleven sagt,4 at efter de
katholske Kirkefyrsters Fald var et af norske Mænd sammensat
Rigsraad blevet en Umulighed. Skulde dette nemlig have noget
at betyde, skulde det paa en nogenledes virksom Maade hævde
og repræsentere Rigets Selvstændighed, maatte dets Medlemmer
være ansete og indflydelsesrige Mænd. Og saadanne havde Norge
neppe længer paa den Tid, Statsforandringen foregik. Hin Kreds
af høibyrdige og mægtige Slegter, som endnu stod igjen i
Slutningen af fjortende Aarhundrede, men som stadig smeltede mere
og mere sammen, medens nye aristokratiske Elementer ikke kunde
1 Se Langes ovencit. Afhandl, i l’idsskr. for Vidensk. og Liter.
2 Nemlig Gaute Galle og Johan Krukov. Olaf Galle, den sidste norske
Adelsmand, der tog en fremragende Andel i det offentlige Liv, var død 1530 eller 31.
Samll. t. d. N. F. Hist. I. 384.
3 S. Munch, D. N. Folks Hist. II. 2. 177.
* Paludan-Muller, Grevens Feide II. 373—74.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
