Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
278
% Historiske og politiske Afhandlinger
for den norske Almue og hentede poetiske Stoffer af dens Liv,
eller de feirede Norge og Nordmændene i Fædrelandssange, hvis
Kraft og Friskhed stedse vil lade dem leve paa Folkets Læber.
Denne Digtning, der ved sit Indhold og sin Karakter saa nøie
knytter sig til Norge, og som for en Del netop paa Grund af
sin udprægede Norskhed af en senere Kritik har kunnet
betegnes som mere dansk end Ewaldianernes, der støttede sig til tyske
Forbilleder, vandt ogsaa i Danmark megen Paaskjønnelse.
Medens Striden mellem et norsk og et dansk Parti i Literaturen førtes
paa det skarpeste, kunde det danske Publikum ikke destomindre
tilegne sig Claus Frimann, Peder Harboe Frimann, Nordal Brun som
sine, og det fremmede Stof i Skildringerne af den norske Natur
eller i Sangene for det norske Folk var ikke til Hinder for, at
de blev yndede og udbredte ogsaa hos Broderlandets Læsekreds.
Men langt større maatte deres Virkning være hos
Nordmændene selv. For dem var hin Digtnings Emner kjendte og kjære;
den var Kjød af deres Kjød og Blod af deres Blod og havde i
deres Aandsliv en ganske anderledes dvb Betydning end den blot
literære. Hvor maatte ikke de livfulde Skildringer af Norges
Naturskjønheder, og det kraftige Udtryk, som Patriotismen havde
fundet i Nordal Bruns og Claus Frimanns Sange, bidrage til at
vække den nationale Aand hos deres Landsmænd! De knyttedes
nærmere sammen ved denne Fælleseiendom og lærte mere og
mere at føie sig som et eget Folk.
Dette Udtryk maa ikke forstaaes saaledes, at Nordmændene
nogensinde skulde have følt sig som ét med de Danske. Et
Fjeldfolk og et Slettefolk, adskilte ved et Hav og med en ganske
afvigende indre Organisation, kunde vistnok aldrig lære at betragte
sig som en Enhed. Midt under Norges dybeste Afmagt syntes
Nordmanden stedse at have bevaret en, i Folkets demokratiske
Samfundsorden begrundet, personlig Selvfølelse og Stolthed, der
paa en Maade erstattede, hvad der manglede ham i virkelig
Nationalaand. Odelsbonden betragtede sig, hvor ringe end hans
Kaar var, som en hel betydende Person, der ikke havde nogen
Overmand, og saa med Ringeagt ned paa sine danske og svenske
Standsbrødre. Noget heraf meddelte sig ogsaa til
Kjøbstadbefolk-ningen, som vel havde optaget mange fremmede Elementer i sig,
men som var knyttet til Landet ved de sterkeste Baand, og som
i det hele taget opdroges i en større Uafhængighed end
Borgerstanden i Danmark. «Nordmændene,» siger Molesworth,1 «er
haardføre, arbeidsomme og hæderlige Folk, der nyder Anseelse
hos andre og agter dem selv langt bedre end de Danske, hvem
de kalder med et Slængenavn Juter.» Og" Holberg anfører blandt
1 Acc. p. 25.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
