Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
280
% Historiske og politiske Afhandlinger
tionale Kultur, ved en saa dyb Kløft, at de paa en Maade kunde
betragtes som Kolonister. Det var vistnok langtfra et saadant
Forhold som det, der t. Eks. længe bestod i Irland, hvor
Angelsakseren, om end hans Familie i mangfoldige Slegtled havde
været bosat i Landet, vedblev at betragte sig som en Fremmed.
Om Adelen kunde dette maaske gjælde; thi hos den er
Familietraditioner og Standsinteresser de sterkeste, men ikke om de
øvrige Samfundsklasser. De norske Bønder var ikke som Gælerne
en foragtet og undertrykt Race, hvis Navn man holdt det for en
Skam at bære. De i Norge fødte og bosatte Embedsmænd og
Borgere har sikkert ogsaa i hin Tid betragtet sig som Nordmænd
og kaldt sig saa, om end deres Familie var af fremmed
Oprindelse. Men deres Nationalfølelse maatte dog være af en meget
rudimentær Art. Norge kunde heller ikke for dem være meget
mere end de Fjelde, mellem hvilke de var opvoksede. Det er
først Besiddelsen af en national Historie og en national Literatur,
der giver et Folk det rette Sammenhold og gjennemtrænger det
med den bevidste Følelse af Enhed, der er en Hovedbetingelse
for dets politiske Selvstændighed, og her var det store Savn.
Efter det norske Sprogs Undergang som Skriftsprog og Talesprog
udenfor Bondestanden blev den gamle Historie og Literatur
efterhaanden en død Skat, til hvilken det sekstende Aarhundrede kun
ganske enkelte havde Kjendskab; dens Mindesmerker adspredtes
og tilintetgjordes, og de store Erindringer fra Norges
Glansperiode i Oldtiden var snart ikke længer til for den nye Slegt,
hvis Aandsliv havde sit Udgangspunkt i Reformationen. Den
senere Tids Begivenheder, der endnu maatte være i friskt Minde,
var ikke skikkede til at hæve Nationalfølelsen. Hvorledes Norges
politiske Selvstændighed lidt efter lidt var bleven undergravet og
omsider ganske tilintetgjort, var vistnok uklart eller ubekjendt for
de fleste; men man maatte dog have en Følelse af, at Riget var dybt
sunket fra sin fordums Anseelse og Værdighed, at det, som Absalon
Pederssøn med patriotisk Ritterhed udtrykker sig, «eengang havde
standet udi sin Blomster og været et sterkt og mandeligt Rige blandt
andre Kongeriger, men nu havde mist sin Manddoms Styrke og Magt,
og var begyndt at blive gammel og graahærdet og saa tung, at
det ei kunde bære sin egen Uld». De Danske, der tilhørte et
aristokratisk Samfund, betragtede vel i Regelen Nordmændene
som Folk med den samme Overlegenhed, hvormed en Herremand
betragtede den simple Ronde eller Rorger, og Absalon Pederssøn
taler med Harme om «en Hob grove, næsvise Companer, som
komme hid i Riget, laste Norrige og siger, at her haver hverken
Konger eller Adel været.1 Han kunde svare dem med Fynd, hvad
1 Norges Beskr. i Norske Mag. I. 83.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
