Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
286
% Historiske og politiske Afhandlinger
Det Ry for Mod og Fædrelandskærlighed, som de norske
Bønder ved denne Leilighed og tidligere havde vundet, var dem
i den følgende Tid til ikke ringe Nytte. I deres Klageskrifter og
Supplikationer appellerede de ofte til den nationale Bravur, og
her rørte de ogsaa ved det virksomste Motiv for Begjeringen til
at afhjælpe deres Klager. Man vilde nødig vække Misnøie hos en
Almue, hvis gode Stemning havde vist sig at være af saa stor
Betydning for Kongehuset. De norske Bønder var populære i
Kjøbenhavn, og, saa besværlige de end kunde blive med deres
idelige Klagemaal, mødtes de dog i Begelen med Velvilje. De var
Landsmænd og Brødre af hine kjække Krigere, som havde
opretholdt de danske Vaabens Ære ligeoverfor Carl den Tolvte, og
hvis Bedrifter ogsaa i Danmark var paa alles Læber; det var i
deres Troskab og deres krigerske Dygtighed, at man fremdeles
saa den bedste Betryggelse for Bigernes Selvstændighed, og det
danske Folk omfattede Norges Nationalmilits med langt større
Interesse end Danmarks egen Hær.
Hvad denne angaar, da bestod den, som bekjendt, for det
meste af fremmede, især tyske Leietropper. Det var den adelige
Bostjeneste, som i Unionstiden havde udgjort Danmarks
væsentligste Forsvarsstyrke, og, da denne ikke længer tilfredsstillede en
nyere Krigskunsts Fordringer og desuden efterhaanden var
ge-raaden i et fuldstændigt Forfald, havde det ikke været muligt at
indrette en Nationalmilits i Danmark af samme Art som den
norske. De danske Bønder var ufrie, og en Milits af ufrie Mænd
kan ikke lægge megen Styrke til et Lands Forsvarsvæsen. Det
var allerede efter Bondeoprøret under Christofer af Bayern (1441)
bleven dem ved en almindelig Forordning forbudt at bære eller
have andre Vaaben end den korte Kniv, og dette Forbud blev i
den følgende Tid indskjærpet og paa det strengeste gjennemført,
dels for at betage Almuen ethvert Middel til at gjøre sine
Undertrykkere virksom Modstand og dels af Hensyn til det adelige
Jagtmonopol. Uvante til at omgaaes Vaaben, forsagte og
modløse, nedværdigede ved en haard Behandling, var Bønderne kun
lidet skikkede for Krigstjenesten, og Herremændene tillod desuden
ikke, at deres Bønder blev udskrevne. Man maatte derfor gribe
til at underholde et stort Antal hvervede Tropper, og disse kom
fordetmeste fra Tyskland. Allerede Arild Hvitfeldt klager bittert
over, at Landets Forsvar blev overladt til Fremmede, medens
Folket selv var afvæbnet. «Hvad vores Fodfolk belanger,» heder
det i en af hans Dedikationer til Kongen,1 «da have vi nu en
Tidlang foragtet vores Egne og brugt Fremmede; derudover er
vores Egne bleven uberust, for at de ikke ere brugte, saa at, uden
1 Tom. v.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
