Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Religion, Familie og Ståt hos de germaniske Folk
309
syn paa Guderne, men af Hensyn paa Mandens egen Ære og
Selvstændighed. Nordmændene havde som Romerne sine Auspicier
og troede paa dem; men medens Romeren, som F. de Coulanges
udtrykker det, var «brave au combat k condition que les
auspi-ces lui assuraient la vietoire»,1 er det af mange Træk i Sagaerne
bekjendt, at det hos Nordmændene gjaldt som en Æressag for
den kjække at slaaes ligegodt, om han end forud vidste, at
Guderne havde besluttet hans Undergang. Overhovedet er det vistnok
med Føie sagt om de nordiske Folk i Almindelighed, at de religiøse
Forestillinger hos dem øvede mindre Indflydelse endhos noget andet
Kulturfolk, hvorom Historien ved at fortælle (M. Badinger).
Men Religionen har været med at bygge Staten, de religiøse
Forestillinger har været de ældste og sterkeste aandige Baand
mellem Menneskene, og ved dem fremfor alt er Samfundenes
Karakter bleven bestemt.
Dette er for Grækernes og Romernes Vedkommende ypperlig
oplyst i den strassburgske Professor Fustel de Coulanges’s Verk
«La Cité Antique». Her udvikles først Familieforfatningens
Sammenhæng med en Udødelighedstro, der synes at have været
fælles for alle Folk af den ariske Æt, og ifølge hvilken de Afdøde
vedblev at leve i sine Grave og herfra at staa i uafbrudt
Forbindelse med sine efterlevende Frænder. Naar disse iagttog at ofre
til dem, blev de gode og beskyttende Genier, i modsat Fald onde
og ødelæggende. Saaledes havde hver Familie sine egne
Guddomme, sin egen Religion. Hos Hinduerne som hos Grækerne
og Romerne var det Sønnen, der havde den Pligt at ofre til sin
Faders og sine Forfædres Aander. Familiereligionen gik Kun i
Arv paa Sværdsiden. «Le pere, seul interpréte et seul pontife de
sa religion, avait seul le pouvoir de l’enseigner et ne pouvait
l’enseigner qu’å son fils.»2 Paa denne Maade knyttedes alle
Generationer af den samme Familie sammen til en uadskillelig Enhed.
Familien var et religiøst Samfund, en Kirke med en særegen
Religion, og derpaa beror nu dens Forfatning, saadan som vi kan
se, at denne har været hos Grækerne og Romerne i den ældste
Tid; deraf udledes nu dens strenge indre Sammenhold,
Husfaderens uindskrænkede Magt, Sønnernes Umyndighed indtil Faderens
Død, Kvindernes vedvarende Mindreaarighed eller ligefremme
Ufrihed, de særegne Regler for Arvegangen og Ægteskabets
Indgaaelse o. s. v. Deraf fulgte det, at den i rent fysisk Henseende
havde en anden Sammensætning end nuomstunder, at den
indesluttede en Mangfoldighed af Individer, som nuomstunder ikke
1 Tapper i Slaget paa Betingelse af, at Varslerne sikrede ham Seier.
2 Faderen, den eneste Fortolker af og den eneste Prest i sin Religion, havde
alene Magt til at undervise i den og kunde kun give denne Undervisning til sin Søn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
