Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Haarfagres Samling af tie norske Fylker
319
derved, at den fremtraadte ganske utilsløret og ikke søgte at
forstikke sig under nogen fremmed Forklædning. Man ser vel, at
en og anden ærgjerrig Stormand frivillig sluttede sig til ham i
Haab om at faa Del i Byttet. Men Folket i det hele synes at have
staaet fast ved den gamle Tingenes Orden og maatte tages med
Magt. Da Harald over Dovrefjeld kom ned i Opdal, begyndte
han med at dræbe Mænd og brænde Bygderne, og saaledes for
han frem, til han havde lagt Landet under sig. Han optraadte
som Erobrer og synes efter Sagaernes Beretning at have gjort
Erobringens Ret gjældende saa skaanselløst, i en saa vid
Udstrækning, at det endog i hin Tidsalder er uden Sidestykke. «Han
satte den Ret allevegne, hvor han lagde Landet under sig,»
fortæller Snorre, «at han tilegnede al Odel og lod alle Bønder, store
og smaa, give sig Landskyld.» «Alle Bønder skulde være hans
Leiglændinger,» heder det i Egils Saga. Og denne Brandskatning,
denne Inddragning af den frie Jordeiendom synes han ikke blot
at have udstrakt til de Fylker, som han havde underlagt sig med
Vaaben i Haand, men ogsaa til sine Arvelande i det søndenfjeldske
Norge. Baade Odelens Ophævelse og dens Tilbagegivelse ved
Haakon Adalsteinsfostre omtales nemlig som Foranstaltninger, der
gjaldt det hele Rige. Da det rygtedes paa Oplandene, heder det,
at Thrønderne havde taget sig en Konge, som lignede Harald
Haarfagre i alt uden deri, at Harald havde trælket Folket, medens
Haakon vilde hver Mand godt og bød at give Bønderne deres
Odel tilbage, blev alle glade, og denne Tidende fløi som Ild i tørt
Græs helt øst til Landsenden.
Hvor voldsom Omveltningen var, og hvor dyb og almindelig
Uvilje den vakte: derom vidner ogsaa noksom de talrige
Udflytninger, som fandt Sted fra Norge i Tiden nærmest efter
Hafrs-fjordslaget, navnlig til Island. Mange af de gjæveste og
betydeligste Mænd tog det Parti at forlade Landet, at bytte bort frugtbare
og veldyrkede Ættejorder for en øde Strand under Polarcirkelen,1
og Kilderne fremhæver, idet de omtaler disse Udflytninger, i de
sterkeste Udtryk Haralds «ofriki», hans haarde og trykkende
Styrelse, der tvang dem til at gjøre et saa daarligt Bytte. «I
Harald Haarfagres Dage,» heder det saaledes etsteds,2 «blev Island
bygget; thi Mænd taalte ikke den Tvang og Trældom, han lod gaa
over Folket, navnlig ikke de, som var af stor Æt og stort Sind
og havde Magt og Bigdom; dem tyktes det bedre at fly sine Eien-
1 I det Vers, der lægges Ønund Trefot i Munden, da han tog sit islandske
Landnaam i Øiesyn, heder det:
«Kropp eru kaup ef hreppig
Kaldbak, en ek læt akra.»
(Grettis Saga Kap. 9.)
2 Hardar Saga Grimkellssonar, Isl. Sög. 184-7. II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
