Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Haarfagres Samling af tie norske Fylker
321
øerne og en Dattersøn Thorstein Raudes paa det skotske
Fastland, og som opløste sig ved den sidstnævntes Fald. Deres Ætter
hørte hjemme i Norges sydvestlige Fylker; men mellem disse
Fylker og Landene vesterpaa har der aabenbart længe før Haralds
Tid været knyttet sterke og varige Forbindelser. Fra Norges
sydvestlige Kyst var der kun et eller et Par Døgns Seilads til
Hjaltland; derfra øines Orknø, og fra Orknø er der igjen et kort
Havstvkke over til Sjderøerne. Paa disse af farlige Strømme
omflydte Øer havde norske Vikinger fundet et sikkert
Tilflugtssted, og herfra havde de udbredt sig videre sydover, navnlig
langs den irske Østkyst, vundet Besiddelser og stiftet en saa at
sige sammenhængende Række af Smaariger, medens de stadig
bevarede Forbindelsen med Hjemmet. Denne Bevægelse udgik
navnlig fra Agder og Rogaland. De fleste egdske og rygske
Høvdinger, som kjæmpede mod Harald i Hafrsfjorden, synes, foruden
sine Ættejorder i Norge, ogsaa at have havt Magt og Besiddelser
i Landene vesterpaa; om liere af dem ved vi, at de stod i
Slegt-skabs- og Svogerskabsforhold til irske og skotske Konger eller
Høvdinger, og slige Forbindelser vilde de neppe have kunnet
opnaa, om de først var komne hid som fredløse og landflygtige
Vikinger, saa det er rimeligt, at de har havt fast Fod her længe
forud for Hafrsfjordslaget. Denne Omstændighed tjener ogsaa til
at forklare, at Harald rustede sig saalænge, inden han vovede at
angribe de sydvestlige Fylker,1 og at han ligeoverfor dem fik den
haardeste Kamp at bestaa; de har nemlig havt en Støtte for sin
Uafhængighed i hin Række af norske Kolonier og Smaariger paa
Øerne i Vesterhavet og langs den irske Kyst, med hvilke de stod
i Forbindelse gjennem sine Høvdingætter, og hvor den krigerske
Aand blev holdt i stadig Virksomhed ved Berørelsen med de
fremmede Folkeslag. Men herved taber ustridig den islandske
Kolonisation ikke lidet af sin Vegt som Vidnesbj^rd om Haralds
«ofriki», Voldsomheden af den Omveltning, han gjennemførte i
Norges indre Forhold, Utaaleligheden af den Tvang, han lagde
paa Folket. — Over Halvparten af Islands Landnaamsmænd kom
vestenfra, hørte til hine egdske, rvgske eller sognske
Høvdingætter, som allerede før Haralds Tid havde udbredt sig over Øerne
i Vesterhavet. De havde sin Odel i Norge, og mange af dem
deltog i Kampen mod Harald i Hafrsfjorden. Det var netop i
dem, han fandt sine stridbareste og mest uforsonlige Modstandere;
det var dem fremfor alle, som valgte «heller at fly sin Odel end
at blive Kongetræle og nyde som Gave, hvad de selv eiede».2 Men
1 Nemlig i 3 Aar, medens han i 3 Aar havde underlagt sig hele det
Nordenfjeldske og Fylkerne indtil Sogn. Gudbr. Vigfusson, Safn. t. S. Isl. I. 210—11.
2 Disse Ord tillægges den rogalandske eller hørdske Høvding med Kongetitel
Cieirmund Heljarskinn, Grettis Saga Kap. 3.
21 — Sars: Samlede Verker III.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
