Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Haarfagres Samling af tie norske Fylker
323
ikke være tvivlsomt, at Flerheden af dem, hvem Smaarigernes
Sammenføining til et politisk Hele og Odelens Ophævelse
indskrænkede i den tilvante Frihed, uden at de fik Bod derfor i
store Forleninger, er blevet tilbage, og naar Harald desuagtet
ikke efterlod et forhadt Minde hos Folket, men tvertimod, indser
vi, at hans Personlighed har imponeret og fremkaldt en
Beundring, som efterhaanden trængte andre Indtryk i Baggrunden.
Han havde havt Seir i alle de Slag, han holdt med
Smaakon-gerne, og Lykken fulgte ham uafbrudt. Han havde, som Kveldulf
udtrykte sig, Lykke i Lassevis, medens Smaakongerne neppe havde
en Nævefuld. Men hos de gamle Nordmænd som hos
Germanerne overhovedet fremtraadte ved Siden af den trodsigste
Uaf-hængighedsaand et sterkt fatalistisk Drag. Lykken gjaldt dem som
en Gudsdom; for den lykkelige havde de et Slags religiøs
Ærefrygt, og fra denne Følelse til Hengivenhed er intet langt Skridt.
Vi maa, for rigtig at forstaa Haralds Færd og Forhold til
Folket, ikke tabe afsyne, at Voldsomhed, bratte Overgange,
hensynsløs Forfølgelse af rent personlige Magtformaal stemmede
med Tidens og Folkets Karakter og dengang i langt høiere Grad
end nuomstunder hørte med til Udviklingens nødvendige Vilkaar.
Man havde kun i ringe Grad Syn for almindelige Idéer eller
Principer; man var sig dem ikke bevidst: saameget lettere
undergav man sig Kjendsgjerningen; saameget sterkere og mere
ubetinget maatte det Indtryk være, som den enkeltes personlige Kraft
eller Lykke kunde gjøre. Men for det rent tilfældige, for den
blotte ydre Vælde bøier Menneskene sig dog aldrig godvillig, og
endog i en raa og voldsom Tidsalder som denne, var det
utænkeligt, at en enkelt, om end noksaa vældig Personlighed skulde
kunne grunde noget varigt og bøie et helt Folk under sig og sit
Minde, medmindre han paa en eller anden Maade repræsenterede,
hvad vi kalder en Idé eller almindelig Tanke, som, om den end var
tilstede i en noksaa dunkel eller blot instinktmæssig Form, dog maatte
synes at give ham en høiere Ret end den, der laa i Spydsodden.
Harald Haarfagre appellerede ikke til nogen hos de norske
Stammer raadende Følelse af national Enhed og Samhørighed.
Alligevel ved vi, at en saadan Følelse virkelig var tilstede.
Navnet Nordmænd som Fællesbetegnelse for Stammerne mellem
Gautelven og Haalogalands nordligste Grænse forekommer i Ottars
Reiseberetning, hvis Beskrivelse af Forholdene i Norge svarer til
Tiden nærmest forud lor Fylkernes Samling,1 og
Fællesbetegnelsens Opkomst viser, at Fællesskabet er bleven følt og erkjendt. Her
som andetsteds maa den nationale Følelse være bleven
fremkaldt og skjærpet ved et Modsætningsforhold, og det er i denne
1 Munch, N. F. H. I. 1. 611.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
