Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Haarfagres Samling af tie norske Fylker
325
været en Følelse eller Erkjendelse af folkelig Samhørighed
tilstede hos de norske Stammer, og Harald var efter sin Æts
Historie og sin egen Stilling den rette Mand til at repræsentere
denne og føre den frem. Den var for svag og havde for store
naturlige Hindringer at kjæmpe mod til at arbeide sig frem paa
egen Haand, ved en fredelig Udvikling; men, hvor svag den end
var, kan vi ikke tvivle paa, at den i Stilhed har været Harald en
nyttig forbunden og udgjort en Del af den Lykke, for hvilken
endog de stiveste Tilhængere af den gamle Tingenes Orden,
saadanne som Kveldulf, bøiede sig med et Slags Resignation som
for en høieste Ret. Han har maaske ikke været sig bevidst, at
han repræsenterede andet end sin egen og sin Æts Magt, at han
arbeidede for andet end et rent personligt Magtsforhold. Men
dette er et Forhold, der ofte nok har gjentaget sig:
Handlings-mandens Genius viser sig deri, at hans Ærgjerrighed, hans
Herskesyge altid finder frem der, hvor der er noget varigt at grunde,
og det er, hvor almene Idéer eller Instinkter har beredet
Grunden, at den, hvor rent personlig den end er eller synes, dog altid
har Pagt med disse og stiller ham Formaal, der er realisable,
fordi de falder sammen med Udviklingens, Tidens eller Folkets
Krav og Behov.
En lignende Betragtning som den, der her er gjort gjældende
med Hensyn til Haralds Samerobring af de norske Fylker, vil
nu vel ogsaa have Anvendelse paa hans Styrelse i Almindelighed,
hans saakaldte Ophævelse af Odelen og det nye System for
Stats-og Samfundsordning, som han indførte. Det kan ikke have været
en principløs Vilkaarlighed, som raadede her; hvad der synes
tilfældigt, maa dog have været betinget af en Regel, — den raa
Vold, det personlige Magtbegjær maa have havt Støtte i en høiere
Ret. Hvor forskjellig hin Tid end var fra vor, saa har dog vel
i det store taget Betingelserne for at vinde varig Magt over
Menneskene og fremkalde deres Beundring været de samme da som
nu: der har krævets en aandig Overlegenhed, en Tankens eller
Aandens Ret, en Sammenhæng mellem den enkelte Person og
det almindelige, — det nationale eller europæiske, — som man
ikke ræsonnerede over, som man ikke var sig klart bevidst, men
som man instinktmæssig bøiede sig for.
Vi ser, at Harald forstod at omgive sig med megen ydre Glans,
og at han førte et efter Tidens Leilighed glimrende Hof. Dette
maa have bidraget til at forsone med hans strenge Regimente.
Hofferne var hin Tids Skoler, hvor unge Mænd af høi Byrd
tilegnede sig Verdenserfaring og slebne Seder; selve den blotte ydre
Pragt var dengang langt mere end nu et Opdragelses- og
Udviklingsmiddel. Allerede Tacitus omtaler, at hos de germaniske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
