Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Haarfagres Samling af tie norske Fylker
327
gyldne Belter,
gravne Hjelme,
Ringe paa Haanden,
som Harald dem skjænked.»
Digtet omtaler fremdeles Bersærkerne eller Ulfhednerne som
horende til Haralds Omgivelser, og desuden Gjøglere og Hofnarre,
hvis Opgave det var at more Kongen ved alskens Løier. Heri
gjenkjendes Indflydelsen af udenlandske Hofskikke.
Blandt sine Hirdmænd agtede Harald Skalderne høiest, er det
fortalt; de fulgte ham jævnlig, og han lod dem sidde ligeoverfor
sig i det saakaldte ringere Høisæde, der gjaldt som den fornemste
Plads næst hans egen. Disse Skalder var berømte, og deres
Kvæder lærtes udenad og gik fra Mund til Mund. Brudstykker
af tiere er endnu bevaret, og vi ser deraf, at de foruden Harald
selv og hans Bedrifter ogsaa har besunget mythiske og
sagn-liistoriske Emner. Hin Tids Digtekunst bestod, som bekjendt,
for en væsentlig Del i Omskrivninger og Billeder, hentede fra de
gamle Gude- og Heltesagn. Det hørte derfor til Skaldernes Fag
at kjende disse, og dette deres Kjendskab til Fortiden har det
været, som fornemmelig gav dem Adkomst til at optræde som
Kongernes Fortrolige og Raadgivere. De var hin Tids Lærde, den
folkelige Traditions og den nationale Dannelses rette Bærere. Idet
Harald omgav sig med de mest ansete Skalder og andre Vismænd,
der var fortrolige med de nedarvede historiske Traditioner og
Retssedvaner,1 blev hans Hof et Slags aandigt Centrum for det
hele Folk, og hans Herredømme flk derved en anden og bedre
Grund at staa paa end den blotte ydre Vælde.
Harald med sit Følge af Skalder og gamle Vismænd, af hvilke
han «nam minnigr marga speki», minder os om Karl den Store
med hans berømte Hofakademi, der fulgte ham allesteds, og ved
hvis Forelæsninger og Disputationer han selv var en opmerksom
Tilhører.2 Overhovedet ledes vi ved Skildringen af Haralds
Hofholdning og den Pragt, hvormed han omgav sig, til en Forestilling
om, at han har dannet sig efter de bedste fremmede Mønstre og
lagt an paa at være Konge i europæisk Stil. Men dette er
vistnok ogsaa det Synspunkt, fra hvilket den af ham grundlagte nye
1 Se Fltb. I. 567 de Vers, der tillægges Thjodolf den Hvinverske:
Margir gerdu
millding snaran
hraustir menn
heim at sækja,
eigi sidr
odling fylgdu
gamlir menn
ok gerdu/.t kærir
Nam minnigr
marga speki
af gömlum mönnum
så er gull midladi;
var astudigr
öllu tölki
Uplanda gram r
af örleik sinum.
Se herom t. Eks. Guizot, Hist. de la Civilis. en France II. I’.)0 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
