Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Haarfagres Samling af tie norske Fylker
329
og Vandene; alle Bønder skulde være hans Leiglændinger, saa og
de, som ryddede i Skogerne, Saltbrænderne og alle Veidemænd,
baade paa Sø og Land, de blev ham alle tjenstbundne;» —
dernæst Kap. 62: «Haakon fik mange flere Folk (end Erik), og
Grunden dertil var, at han satte den Lov i Landet, at hver Mand
skulde faa sin Odel tilbage, medens Harald havde trælket alle
Mænd, baade mægtige og ringe.»
Maaske er Egils Saga bleven benyttet af SnorreMan skulde
saaledes ikke med fuld Sikkerhed kunne lade dens Beretning
gjælde som selvstændig Kilde. Man skulde i Virkeligheden kun
have ét Vidnesbyrd, ikke to indbyrdes uafhængige, der gjensidig
støtter hinanden. I de øvrige Kildeskrifter nemlig til Norges
Historie i dette Tidsrum findes hverken Haralds Tilegnelse eller
Haakons Tilbagegivelse af Odelen udtrykkelig omtalt. Tjodrek
Munks Krønike, den i Skotland fundne Historia Norvegiae, og
Å grip, der samtlige vistnok er forfattede i Norge og kan betragtes
som de ældste Forsøg paa at fremstille Landets Historie i
Sammenhæng,2 tier ganske. I Fagrskinna heder det kun, efterat Slaget i
Hafrsfjorden er omtalt: «£>ar eptir siöaöisk landit, guldusk skattar
hit efra sem hit ytra.»
Heraf tør man nu ikke drage den Slutning, at den hele Historie
om Odelen skulde være grebet ud af Luften eller hvile paa en
blot og bar Misforstaaelse. Dertil passer den for godt ind i den
øvrige Sammenhæng. Baade er det i og for sig sandsynligt, at
Kongedømmets sterke territoriale Udvidelse her som andensteds
har medført en tilsvarende Forøgelse af dets Ret,3 saavelsom at
det siden efter Haralds Død under Striden mellem hans Sønner
har maattet træde et Skridt tilbage, og Snorres og Egils Saga’s
Beretning stemmer desuden i enkelte Punkter saa godt overens
med, hvad der andensteds fra er bekjendt, at dens Paalidelighed
i det hele derved maa synes hævet over al Tvivl. Hvad de
ovenfor anførte Kildeskrifter angaar, der ganske forbigaar Haralds
Tilegnelse og Haakons Tilbagegivelse af Odelen, da er de
allesammen saa kortfattede og som første Forsøg saa ufuldkomne, at
det ikke kan vække Mistanke, om de lader endog saa dybt
indgribende Begivender uomtalte. Det kan vel tilmed siges, at de
indirekte tjener til at stadfæste Snorres og Egils Saga’s Beretning.4
Denne har saaledes visselig et faktisk Grundlag. Men det
gjælder at forstaa den ret. Det maa staa fast, at der ved Harald
1 Munch og Unger, Fort. til Olaf den Helliges Saga 1853.
2 Se Storm’s ovenanførte Afhandl.
3 Oplysende i saa Henseende er navnlig Knglands Eksempel, se Palgrave,
Rise Progress of the English Comnionwealth, I. 279. Freeman, Hist. o f the S’orman
Conquest, I. 84—85 o. fl. St.
4 Fagrskinna ved det før citerede Udtryk; Hist. Nora., Thjodrek og Ågrip ved
at antyde, at et Høvdingparti i Norge har kaldt Haakon Adalsteinsfostre tilbage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
