Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Haarfagres Samling af tie norske Fylker
331
Opfatning har faaet det skarpeste Udtryk; «men den første
forudsætter en oprindeligere Fordeling af Jordegodset mellem et helt
paa én Gang indvandrende Folk; den sidste forudsætter en
Erobring eller Besiddelsestagen ved en af haandgangne Mænd ledsaget
Drottin eller Konge. Alt, hvad et saadant Krigerfølge erhvervede,
erhvervedes nemlig for Høvdingen, og hvad hans Mænd modtog,
modtog de kun ved hans Godhed, saa at det, naar det var
Grund-stvkker, betragtedes som et Laan, af hvilket Høvdingen fremdeles
vedblev at være Eier, medens Modtageren kun blev dets Bruger
imod at forpligte sig til visse Ydelser» .... «Da Harald havde
underlagt sig de norske Fylker, blev de derfor, overensstemmende
med den for alle germaniske Stammer fælles Vedtægt, naar et
Landskab erobredes med væbnet Haand, den erobrede Konges
Eiendom og ikke længer de oprindelige Besidderes Odel.» . . .
«Det faldt af sig selv, at den gamle Odelsforfatning nu maatte
give Plads for en Feudalforfatning, at al Grundbesiddelse herefter
ikke længer hvilede paa Odelsret, men paa Feudalret. Om vore
Oldskrifter end ikke indeholdt noget om saadanne Forandringer,
kunde man dog allerede paa Forhaand vide, at de havde fundet Sted.»
Men denne Fremstilling hviler paa Forudsætninger, hvis
Urigtighed maa siges at være tilstrækkelig godtgjort. Den Statsret,
hvorefter en erobrende Konge eller Høvding betragtedes som den
egentlige Eier af al Grund i det af ham underlagte Land og
fordelte denne paa en systematisk Maade mellem sine Mænd, der
blev lians Vasaller, og hvoraf hver igjen havde Undervasaller
under sig, — er ikke oldgermanisk, og naar man engang
almindelig forestillede sig, at den var det, saa kom det deraf, at
man havde indskrænket sig til at betragte Lensvæsenet i dets
fuldfærdige Stand og fra den her iagttagne Regelmæssighed havde
sluttet tilbage til en forudfattet Plan, et én Gang for alle givet
Sj’stem, miskjendende det spontane i de historiske Processer,
overseende den lange Tid og den Mangfoldighed af samvirkende
Kræfter, som var nødvendig for at frembringe den middelalderske
Feudalstat. De germaniske Folk, der trængte erobrende ind paa
romersk Grund, tilegnede sig ikke al Jord i de af dem underlagte
Lande,1 men lod de oprindelige Besiddere beholde en større eller
mindre Del; endnu mindre kan der være Tale om, at deres Konger
skulde fra først af have tilegnet sig en Overeiendomsret til det
erobrede Land og have uddelt det efter en bestemt Plan som
Len til sine Mænd. Grundsætningen «nul terre sans seigneur» er
fremmed for den oprindelige germaniske Ret; Lensvæsenet er
ikke grundet paa en planmæssig, efter visse almindelige Grund-
1 Savigny, Gesch. des röm. Iiechts im Mittelalter, I. — /Jahn, Die Könige der
Germanen, I. 20i, 240. — Waitz, Deutsche Verfassungsgesch. (2. Au/l.) II. 55. 240.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
