Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
35 Historiske og politiske Afhandlinger
afgjøre Sagen til Ønunds Fordel, saa vil ialfald ikke jeg taale, at
Egil træder vore Venner under Fødder. Hvor er min Broder
Alf? Far du til Dommen med din Skare og tillad den ei at afsige
en saa vrang Kjendelse som denne!» — Alf og hans Mænd
stormede straks frem der, hvor Lagretten sad, skar Vebaandene
over og jog Dommerne fra hverandre. Der opstod nu stor
Tummel paa Thinget. Egil maatte fare bort med uforrettet Sag, men
forinden mælte han med høi Røst: Jeg kalder Dig, Arinbjørn»
og Dig, Thord, og alle de Mænd, som hører mine Ord, til Vidne
paa, at jeg nedlægger Forbud mod, at Bergønund eller nogen
anden, indenlandsk eller udenlandsk, af fyrstelig eller ikkefyrstelig
Stand, befatter sig med Bjørn Brynjulfssøns Jorder, at bortbygge
dem eller dyrke dem eller paa anden Maade at føre sig dem til
Nytte; hvo, som det gjør, erklærer jeg skyldig i Lovbrud,
Gudernes Fortørnelse og Gridrov «(legg ek viö lögbrot ok goöa gremi
ok griöarof)».1 Det fremgaar af denne Beretning, hvis
Paalidelighed der ikke kan være Spørgsmaal om at drage i Tvivl, at Harald
ikke har tilegnet sig nogen Overeiendomsret over Landets Jord i
den feudalistiske Betydning af Ordet. Egil Skallagrimssøn kræver
paa sin Hustrus Vegne af Bergønund, Kongens og Dronningens
Ven, at han skal afstaa til ham Halvparten af de Jorder, som
havde tilhørt Bjørn Hauld, begges Svigerfader; han kræver det
som sin lovlige Ret, idet han paastaar, at hans Hustru ikke mindre
end Bergønunds er odelsbaaren og arveberettiget; han fører sin
Sag til Thinge i Nærværelse af Kongen og Dronningen, som er
ham fiendsk, og som dog ikke kan hindre ham fra at opnaa sin
Vilje uden ved at lade Dommerne jage fra hverandre, — alt dette
er fuldkommen uforenligt med et gjennemført Feudalvæsen. Og
denne Forhandling forefaldt, endnu inden Haakon den Gode
havde givet Bønderne deres Odel tilbage, altsaa medens Haralds
Indretninger endnu maa antages at have staaet ved Magt.2
1 Egils Saga Kap. 56—57.
2 Keyser, som i det hele har gjort den samme Opfatning gjældende af, hvad
der fortælles om Harald Haarfagres Tilegnelse af Odelen som Munch, udtrykker
sig dog med større Forbehold. I hans «Norges Stats- og Retsforfatning» S. 30—31
(jvfr. Den Norske Kirkes Hist. I. 20.) heder det: Harald tilegnede sig Landets
Odel, d. e. Overeiendomsretten til det hele Land med deraf følgende Skatteret . .
Men skjønt han erklærede dette for det nye Kongedømmes Ret, saa fulgte ei
deraf, at han udøvede denne Het i hele dens Strenghed. . . . Kongedømmets
Overeiendomsret til det hele Land fremtraadte mere som en Theori, vigtig i sine
mulige Følger, end som en Retssætning, der straks skulde gjennemdrives til det
Yderste.» — I et ældre Arbeide, «Norges Historie» (udkommet 1865, men forfattet
meget tidligere) I. 225 //’. fremstiller han Sagen saaledes: «Harald troede det
nødvendigt til sin Magts Opretholdelse at indskrænke Folkets gamle Friheder;
liønderne skulde derfor ei længer være uindskrænkede Eiendomsherrer over sin
Jord, men skulde betragtes som Leilændinger .... Den store Omveltning
imidlertid, som Harald udentvivl tilsigtede, blev, som det lader, ingenlunde
gjennemført i det Omfang, som udtaltes i dens Grundsætninger. Tilegnelsen af Landets
Odel synes ikke at have ledet til nogen virkelig Skatlægning af Jorden eller til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
