Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
336
Historiske og politiske Afhandlinger
førelse gjælde. I det første Tilfælde er der Tale om en bestemt
Sum, som blev paalagt Bønderne, og som Jarlen udredede for
dem, da de ikke selv formaaede det, mod at de afstod sin Odel
til ham, med Forbehold af senere Gjenløsning. Dette har
fuldkommen Udseende af en «Forretning», en frivillig Overenskomst,
hvorved den ene Part midlertidig overlader eller pantsætter sin
Eiendom til en anden, mod at denne forstrækker en i Øieblikket
nødvendig Pengesum. Men at Harald Haarfagre skulde have
paalagt alle norske Odelsbønder en lignende én Gang for alle
bestemt Sum, dertil findes ikke mindste Antydning, saalidt som
til at der var aabnet Bønderne en Mulighed til at indløse sin
Odel ved at udrede den paalagte Sum. Og en slig «Geschäft»,
der er meget vel forstaaelig, hvor Talen er om Orknøernes
Haandfuld Eiendomsbesiddere, lader sig dog vanskelig tænke
gjennemført ligeoverfor Indbyggerne af et helt stort Land.
De samme Indvendinger, som Maurer opstiller mod Munch’s
og Keysers Forklaring, vil desuden for en Del sees ogsaa at gjælde
hans egen. Han indvender, at om end Harald Haarfagre havde
tilegnet sig Eiendommen over al Jord i Kraft af en anerkjendt
Erobringens Ret, saa kunde denne dog ikke have været udstrakt
over de Dele af Landet, som han var kommen i Besiddelse af
ved Arv. Men naar Harald «brandskattede» Riget, saa var det
vel ogsaa som en Erobrer, der lader sine overvundne Fiender
betale Krigens Omkostninger, og man faar altsaa at besvare det
Spørgsmaal, hvorledes han da kunde brandskatte sine egne
Arvelande. — Haralds populære Eftermæle er af Maurer fremhævet
som en Grund mod Rigtigheden af de norske Historikeres
Betragtningsmaade; et saadant Eftermæle kunde nemlig umulig
«einem Despoten gespendet werden, welcher den privatrechtlich
wie politisch werthvollsten Theil des Vermögens seiner
sämmt-lichen Untherthanen ohne jeglichen Rechtsgrund confisciert und
bis an sein Ende widerrechtlich in der eigenen Hand behalten
hatte». Men den «fiscalske Forholdsregel», han selv tillægger
Harald, savner dog ikke mindre enhver Retsgrund; en saadan
Brandskatning af Landets Eiendomme vilde dog have været den
mest utilslørede, den principløseste Vilkaarlighed. Og naar
Maurer udhæver, at ifølge hans Forklaring den saakaldte
Inddragelse af Odelen kun tilføiede Folket et pekuniært Tab, medens
Udsigten til en Gjenerhvervelse af den gamle Skattefrihed altid
var ladet aaben, da kan dog derved ikke noget siges at være
vundet for en lettere Forstaaelse af Haralds gode Eftermæle. Den
Uvilje, som Despotisme og retløs Vilkaarlighed vækker, beror dog
ikke paa den større eller mindre materielle Skade, som den tilføier.
Det stemmer altsaa bedst med Kildernes Udtryk og er i sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
