Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Haarfagres Samling af tie norske Fylker 339
Kongen var ikke længer en blot og bar «primus inter pares», der
havde sin bestemte Ret som andre frie Mænd, om end en høiere
end alle andre; han stod i ophøiet Majestæt over sine
Undersaat-ter. Ikke alle, om end en stor Del af Folket, var indtraadt i det
engere personlige Tjenesteforhold til Kongen, hvorefter de
kaldtes hans «Mænd» eller «Leudes»; men dette Forhold laa dog til
Grund for Opfatningen af Forholdet mellem ham og hans
Un-dersaatter i Almindelighed. Hans Magt forestilledes som et
Skytsherredømme over det hele Statssamfund, og Karl den Store
krævede, at alle hans Undersaatter skulde sværge ham en Ed,
hvorved de forpligtede sig til en lignende Troskab og Lydighed, som
om de havde været hans Mænd eller Vassaller. Der gaves ingen
anden Rang eller Magt i Samfundet end den, som udgik fra
Kongedømmet og beroede paa det nærmere personlige Forhold
til Kongen; de lokale, af Folket fremgaaede Autoriteter var
trængte tilside; al olfentlig Myndighed i Samfundets engere Kredse
var gaaet over i Grevernes og Vicegrevernes Hænder, og disse
var Embedsmænd, der ind- og afsattes af Kongen og
regelmæssigt aflønnedes ved at modtage Krongods i Forlening. — Folkets
gamle Friheder blev til en vis Grad respekterede; de frankiske
Kongers Regjeringsmyndighed havde ikke Karakteren af et
vilkaarligt Despoti; men den øvedes dog langt udover de Grænser, som
den oprindelige germaniske Stats- og Samfundsorden havde
opdraget. Paa de store Rigsforsamlinger, der samledes efter
Kongens Opfordring, udfoldede han en omfattende og i Formen
aldeles selvstændig Lovgivningsvirksomhed. Det var her kun de
kongelige Embedsmænd og de af Kongen særlig indbudne
Stormænd, der tog virkelig Del i Forhandlingen; de øvrige
Tilstedeværende, der havde indfundet sig ifølge den gamle, enhver fri
Mand tilkommende Ret, var sunket ned til at være blot og bar
Tilskuere; Kongen overlagde Sagerne med de af ham valgte
Raad-givere, selv besluttede og afgjorde han alting. Og ved den saaledes
fremkomne Lovgivning greb han ind i de mest forskjelligartede
Forholde; kirkelige, politiske, almindelig-borgerlige eller rent
private,2 gav Forskrifter af moralsk Art, indskrænkede
Handelsfri-heden, bestemte Varepriser etc. — Kongen var øverste Dommer
og kunde i denne Egenskab fordre hvilkensomhelst Sag ind for
sig, idømte Dødsstraf eller andre Legemsstraffe, konfiskerede
Eiendomme for dem, der havde gjort sig skyldig i Ulydighed
eller Brud paa den skyldige Troskab. — Hans Undersaatter skyldte
ham mangehaande Ydelser. Paa de store Rigsforsamlinger bragte
de ham sine saakaldte frivillige Gaver, som forlængst havde tabt
1 Se Henri Martin, Hist. de France 4. éd. II. 278 ff.
2 Se Guizot, Hist. de la civil, en France II. 324.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
