Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
344
Historiske og politiske Afhandlinger
og endog hvor det havde tilegnet sig en virkelig Styrelse og der
ikke blot var en Konge i Folket, men en Konge over Fylket,
havde hans Myndighed dog vistnok en fra Hersernes kun lidet
forskjellig Karakter. Han raadede som de germaniske Fyrster,
der omtales af Tacitus«auctoritate suadendi magis quam
ju-bendi potestate». Der tilkom ikke Fylkeskongen som saadan
nogen Skat af Fylket og neppe heller nogen anden fast offentlig
Indtægt,2 saa han med Hensyn til sit og sine Mænds Underhold
var henvist til frivillige Gaver og til, hvad hans private
Eien-domme indbragte, eller hvad han kunde erhverve paa Vikingetog
i fremmede Lande. Han har maaske som oftest været i
Besiddelse af visse prestelige Funktioner, forestaaet Offertjenesten ved
Fylkeshovet og ledet Forhandlingerne paa Fylkesthinget; men
hans Indflydelse paa Retspleien og Lovgivningen var neppe en
saa regelmæssig og indgribende som den, Herserne øvede. Han
var Fylkesmændenes øverste Anfører i Krigstilfælde; men han
raadede ingenlunde for Krig og Fred. Blev Fylket angrebet af
en fremmed Fiende, maatte alle Bønder møde for at værge sin
Frihed, og da var han deres naturlige Fører; men vilde han feide
udenfor sit Rige, beroede det paa de øvrige Høvdingers og Bøndernes
Godtykke og den Anseelse, det havde lykkets ham at opnaa, om
han fik nogen Hjælp af dem eller ikke. Derfor kunde ogsaa
Kveld-ulf svare, da Kong Audbjørn i Firdafjdke opfordrede ham til at
give Følge i den afgjørende Kamp mod Harald Haarfagre:
«Kongen tykkes vel at have Ret til at kræve af mig, at jeg farer med
ham, naar han skal værge sit Land og der bliver herjet i
Firda-fylke. Men jeg finder mig ingenlunde skyldig til at fare nord til
Møre og stride der for at værge Møringernes Land.» —
Fylkes-kongens Stilling synes saaledes overhovedet snarere at kunne
betegnes som en Æresforrang end som en virkelig
Regjeringsmvn-dighed; han var ingen suveræn Hersker; hans Magt beroede
væsentlig paa hans private Besiddelser, hans Følge af haandgangne
Mænd, hans egen eller hans Æts Anseelse, derimod ikke paa
nogen bestemt forfatningsmæssig Ret eller Vedtægt; han var
Samfundet sideordnet snarere end overordnet, og han havde derfor
sin bestemte personlige Ret som de andre Mænd af Folket, om
end en høiere end de andre.3
Det er nu i sig selv klart, at det norske Enekongedømme
maatte faa en ganske anden Karakter. Dette fulgte, som sagt,
allerede med Nødvendighed af den sterke territoriale Udvidelse.
1 Germ. Kap. 11.
2 Keyser, Xorges Rets for f. S. 24; jvfr. Dahn, Die Könige d. Germ. I. S.
33-34.
3 Keyser, l. c. 298.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
