Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Historisk Indledning til Grundloven
47.*$
Tider næsten kun inden de adelige Kredse; disse var Baandet, der
holdt hvert enkelt Folk sammen til en Helhed; ved dem blev Folket
et virkeligt Samfund, en levende Organisme, uden dem sank det
næsten ned til at blive en blot løs Sammenhobning af Mennesker.
Norge, som forlængst havde ophørt at have et Aristokrati i politisk
Forstand, og som derfor ogsaa tilsidst maatte ophøre at have et
Aristokrati i social Forstand, opløstes i sine vidt adskilte
Bygdelag, hvem ingen fælles Interesse længer knyttede sammen.
Dermed var Norges Skjæbne afgjort. Efterat Kongedømmet
ved Arv var kommet ud af Landet, var det Rigsraadet, der skulde
sørge for den indre Styrelse og hævde den politiske
Selvstændighed. I Rigsraadet havde de høieste Geistlige, navnlig Biskopperne,
og Repræsentanter for Landets Storætter Sæde. Men under
Kirkens almindelige Forfald gik det stadig tilbage med
Biskoppernes Indflydelse; de formaaede ikke at styre Staten uden Støtte
hos de verdslige Stormænd. Og disse var faa i Tallet, blev stadig
færre, tilhørte fordetmeste visne, halvt eller helt udlevede Ætter,
havde intet Rygstød i en talrig Lavadel, og stod fremmed, uden
Indflydelse ligeovei’for det menige Folk, med hvem alene et sterkt
bevæget politisk Liv havde kunnet knytte dem nærmere sammen.
Deres Traditioner var helt i Strid med den Rolle, som ydre
Forholde havde paanødet dem. Kongedømmet er Staten, — denne
Grundsætning havde Norges forudgaaende politiske Udvikling
prentet ind i Nordmændenes Retsbevidsthed; og da Kongedømmet
gik over paa fremmed Grund, gik derfor Staten med det samme;
den blev noget fremmed, noget fjernt, — noget, som faa brød sig
om og endnu færre havde noget Skjøn paa.
Et Træk, der karakteriserer Aanden eller rettere Uaanden hos
de norske Stormænd i Unionsperioden, og som i faa Ord giver
os, hvad vi behøver for at forstaa, hvorledes det kunde gaa til
med Norges politiske Fald, er en Artikel i Halmstadrecessen af
1483, hvorved det fastsættes, at det norske Rigsraad skal komme
sammen en Gang hvert andet Aar for at overveie Rigets Ærinder;
udentvivl er Artikelen bleven formet overensstemmende med de
norske Raadsmedlemmers Ønske; de kunde ikke være aldeles
uvirksomme, og de maatte have en Regel at holde sig til; men de
har kviet sig ved de lange Reiser og derfor indskrænket sig til
det mindst mulige i Hensyn paa Mødernes Hyppighed.
Et andet karakteristisk Træk: da Kong Hans i 1483 udstedte sin
Haandfæstning, lovede han, at han, som det heder, «disse tre Riger
til Hæder og Værdighed», vilde sørge for, at de nylig stiftede
Universiteter i Upsala og Kjøbenhavn blev ved Magt til evig Tid.
Norske Rigsraader var tilstede ved denne Leilighed; det faldt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
