Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
442
Historiske og politiske Afhandlinger
dem ikke ind at udtale noget Ønske, at opstille noget Krav paa
et norsk Universitet, skjønt de var med paa at erkjende, at et
saadant var Riget til Hæder og Værdighed. Der ligger i denne
Taushed en national Abdikation, svarende til den politiske, som
fandt Sted ved Bergens-Recessen af 1450, hvor det af norske og
danske Stormænd vedtoges, at Norge og Danmark til evige Tider
skulde blive forbundne under én Konge, det vil sige, efter hvad
Erfaringen allerede noksom havde vist, og efter hvad Forholdene
tilsagde, under den danske Konge.
Overalt møder os hos Nordmændene denne Mangel paa
Almen-aand, denne sløve Ligegyldighed for Staten og Statens Skjæbne.
Alles Sind syntes optagne af de private Interesser; der var ikke
Rum for mere. Som altid, hvor den politiske Interesse er
udslukket, var man først og sidst konservativ. Man holdt fast ved
det Bestaaende, uden at merke eller bryde sig om, at dette
Bestaaende kun var et Skin, en tom eller ligefrem bedragersk Form.
Man blev staaende ved den «kjærlige Bebindelse» med Danmark
(den af Aar 1450), skjønt denne «kjærlige Bebindelse» var og
maatte være (bl. a. fordi Kongen var dansk og residerede i
Danmark) enstydig med Norges Underordning under Danmark og
dansk Interesse. Man holdt fast ved den kongelige Arveret, skjønt
Unionen mellem de skandinaviske Biger forudsatte Valg, og skjønt
man alene ved en virksom Benyttelse af Valgretten kunde hævde
det enkelte Riges Selvstændighed og Jævnbyrdighed med de andre.
Man sad hjemme paa sine Gaarde, naar det gjaldt, og fik først
bagefter Underretning om, at Rigets Skjæbne var afgjort af Fremmede.
Imens raadede der i Sverige den livligste Bevægelse. Den
svenske Adel havde politisk Ærgjerrighed, politiske Interesser.
Den var som oftest delt i stridende Partier, somme
unionsven-lige, andre unionsfiendtlige; men altid virksomme, aldrig blot
konservative og uden Initiativ. Gjennem Adelspartiernes
Op-viglerier forplantede Bevægelsen sig ogsaa til Almuen. Den
norske Bondealmue var ganske vist fuldt saa stridbar, fuldt saa villig
til at gribe til Vaaben som den svenske; naar den alligevel
fordetmeste sad stille uden at løfte en Haand for den nationale
Selvstændighed, saa var det, fordi der i Norge manglede Partier,
Partiledere, Opviglere, om man saa vil, — til Landets Ulykke.
Noget af Bevægelsen i Sverige forplantede sig en og anden Gang
til Norge gjennem norske Adelsætters Forbindelse med svenske;
men her døde den snart af; Nordmændene var for lojale, for
sindige, for konservative til at være med paa Foretagender,
hvorved de kunde risikere at sætte noget til af sin private Velfærd
for almene Formaal.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
