Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Historisk Indledning til Grundloven
47.*$
Absalon Pederssøn viser sig i sin «Norges Beskrivelse»
(forfattet omkring Aar 1570) efter Tidens Leilighed vel forfaren i
Landets ældre Historie. Han citerer Sagaer, gamle Slegtregistre
og Folkeviser. Han fremhæver i sterke Udtryk, hvor æret ög
mægtigt Norges Rige engang var, og gaar derfra over til bitre
Betragtninger over, hvor dybt det nu er sunket. Han taler om
Norges Barndom, — hendes adolescentia (Ungdom) — hendes
Manddomsalder, «som er at hun bortkastede de mange Tyranners
(Smaakongernes) Aag og fik et Hoved og en Regenter og
Monar-chum». — «Da begyndte hun at faa Øjne og saa sig vide om; da
var hun udi Agt og Ære; da havde hun en Guldkrone paa sit
Hoved og en forgyldt Løve med en Blodøx; da udbredte Norge
sin Magt og sine Vinger». Han fortæller om de mange Krigstog,
som norske Konger og Høvdinger foretog til fremmede Lande,
hvorved de satte sig i Respekt hele Verden over, — om
Throndhjems Domkirke, dens fordums Herlighed, og hvad den endnu
er, «de Stenes Majestæt», der staar som et ydre Merke paa, hvad
Norge engang var, — og fortsætter saa: «Af disse Historier,
Bygning, Krig og Love kan man vel forfare, at Noriges Rige
haver standet udi sin Blomster og været et sterkt og mandeligt
Rige blandt andre Kongeriger, . . . fra Kong Harald Haarfagre
hin Store og indtil den sidste, som giftedes med Dronning
Margrete, udi 500 Aars Tid .... Ligervis som (andre) Kongeriger
have deres fatales periodos, det er: visse Aar og Tider, paa hvilke
de skulle staa og blive ved Magt, og siden forfalde eller i nogen
Maade forvandles, saa haver og Norge havt sin Termin, som er
500 Aar. Fra den Dag Norge kom under Danmark og miste sin
egen Herre og Konning, saa haver det og mist sin Manddoms
Styrke og Magt og begynder at blive gammel og graahært og saa
tung, at det ej kan bære sin egen Uld. Derfor begynder nu her
Noriges Alderdom, fordi hun blev saa gammel, kold og
ufrugtsommelig, at hun ikke selv kunde føde Kongebørn, som skulde
være hendes Regentere, og hendes Adel, gode Kjæmper og
Stridsmænd faldt hende fra .... Og, efterdi jeg haver begyndt at tale
om Adelen, vil jeg noget svare en Hob grove, næsvise Kompaner,
som kommer hid i Riget, laste Norige, og siger, at her haver
hverken Konger eller Adel været. At her haver været Konger,
giver Historien klarligen nok tilkjende; .... at her haver været
Adel, baade høj og lav og Skilsmaal paa dem, lærer og Historien,
Odelsbreve, deres Vaaben og Skjold.» — Han nævner enkelte af
disse Fortidens norske Stormænd og udbreder sig over deres
Rigdom paa Guld og Gods. Men alt dette er det nu forbi med.
«De Land, som vore Forfædre haver opsøgt med stor Livsfare
og med stor Møje bygget, dennem vide vi nu plat intet af ....
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
