Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Historisk Indledning til Grundloven
47.*$
ikke drage af den By eller Bygd, hvori man var født, medens det
i Danmark fremdeles var sedvanligt, at unge Adelsmænd
uddannede sig for sin fremtidige Stilling som Medlemmer af Rigets
herskende Stand ved vidtløftige Udenlandsreiser. Den høiere
Oplysning, der blev vundet paa denne Maade, medførte igjen en
mere bevidst Nationalfølelse, en virksommere Almenaand: jo
mere oplyst, desto mere patriotisk; det har været, er og vil
vedblive at være Begelen. Den danske Adel var en politisk herskende
Stand; men denne Magtstilling, Grundvolden for dens sociale og
økonomiske Forrettigheder, stod og faldt igjen med Statens
Selvstændighed, og Adelen maatte være saameget mere patriotisk,
fordi den, ved at verge om sit Fædreland, tillige vergede om sine
egne Klasseinteresser.
Til Vederlag for alt dette havde Norge en Bondestand, der var
langt friere, langt djærvere, langt mere aarvaagen over sin Ret
og utaalig ligeoverfor enhver Art af Fortryk, end den danske.
Men heri kunde norsk Patriotisme endnu ikke finde nogen Trøst.
De gode Kræfter, som Norges Bondestand bevarede eller i Stilhed
udviklede hos sig, for en stor Del netop som Følge af, at Landet ikke
havde nogen Adel, som Danmark og Sverige, holdtes endnu bundne,
var endnu ikke traadte frem. At Bondefriheden, om den end, —
hvad der paa en Maade kunde siges, — var kjøbt med Savnet af
en national Adel, — dette Savn, som enhver tænkende
Fædrelandsven nu maatte føie saa dybt, og som i Virkeligheden var
Grunden til den Fornedrelse, der var overgaaet Norge, — engang
skulde give Fyldest for, hvad den havde kostet, var noget, som
ingen dengang kunde have nogen Anelse om. De norske Bønder
stod dengang ikke blot for lavt i Oplysning til at kunne føie
Deltagelse for andet end deres Hjembygders Anliggender; men de
var endog i militær Henseende lidet brugelige og lidet agtede.
Den Djærvhed og Stridbarhed, der maatte være en naturlig
Virkning af deres næsten adelige Retsvilkaar, kom fordetmeste kun
tilsyne i Jagt paa Bjørne og Ulve, i Trætter med Fogder og
Prester eller i Slagsmaal i Drikkegilder, og antog, især i Tiden nærmest
efter Reformationen, ved det almindelige Sedernes Forfald, der
maatte være en Følge af den voldsomme Forandring i de gamle
Kirkeskikke, uden nogen forudgaaende Forberedelse, et Præg af
Raahed og Vildhed, der snarere maatte indgyde Afsky end
Beundring. I Krig derimod, endog hvor det gjaldt Landets Forsvar
mod en indtrængende Fiende, spillede de fordetmeste endnu i
denne Periode en maadelig Rolle. Vi ser jævnlig danske
Adelsmænd omtale deres krigerske Dygtighed paa en ringeagtende
Maade og prale af, at de med sine faatallige «Hofmænd» skulde
tage det op med en noksaa stor Skare af dem. Saaledes skriver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
