Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
452
Historiske og politiske Afhandlinger
Vincents Lunge til Erkebiskop Olav Ingebrigtssøn i Anledning af
et Bondeoprør i Dalerne og Ryfylke: «Give Gud de gode Herrer,
mine Grander ville mandeligen Bestand gjøre mod Rigens og
alles vores aabenbare Fiender. Imod Bønder vil jeg deres Hjælp
ikke begjære, ikke heller hertildags gjort haver.» Og paa et
andet Sted: «I veed selv, hvad Forstand Bønder have en Hob
Folk at slaa.» Man kan ikke finde denne Omtale underlig, naar
man ser hen til, hvor lidet i Unionsperiodens Feider de norske
Bondehære formaaede at holde Stand selv ligeoverfor langt
faa-talligere Skarer af Adelsmænd med deres velvæbnede Ryttere.
Endnu i Syvaarskrigen (1563—70) og i Kalmarkrigen i
Begyndelsen af det 17de Aarhundrede møder vi det samme Forhold. De
mod Fienden opbudte Bønder forlod udenvidere Leirene, hvori
de var samlede, eller de sluttede endog Separatfred med Fienden
for at sikre sine Hjembj-gder, eller de tog tilbens ved de første
Skud, der faldt, og spredtes ad. Det var ikke det personlige Mod,
der manglede dem; der var et ypperligt Stof til Soldater i dem,
— det viste sig noksom senere; men det var endnu kun et Stof,
aldeles raat og ubearbeidet. Den gamle Folkevæbning, det gamle
Ledingsvæsen, var kommet i det yderste Forfald og var bleven
aldeles utidsmæssig; de gamle Loves Forskrifter om, hvilke
Vaaben hver Bonde skulde være rustet med til Landets Forsvar,
stod fremdeles ved Magt, og disse Vaaben : Bue og Pil, Økse,
Spyd, Sværd, Skjold, var blevne omtrent værdiløse ligeoverfor
Rytteri og moderne Skydevaaben. Fremfor alt: Rønderne
manglede Disciplin, Øvelse i at operere i Fællesskab, uden hvilken
den enkeltes Mod er til ingen Nytte. Det var alene Adelen og
dens Svende, som i denne Periode ved sin Væbning og Øvelse
dannede en i militær Henseende nogenlunde brugbar Hær.
Saaledes besad Danmark, med sin talrige Adel og dens Følger
af ordentlig væbnede og disciplinerede «Hofmænd», ikke mindre
i militær end i politisk og almindelig aandig Henseende, en
afgjort Overlegenhed over det adelløse Norge. Endog den ivrigste
norske Patriot vilde ikke have kunnet nægte, at Norge i
Reformationens Tidsalder ikke i nogen Henseende, hvorpaa det
dengang kom an, var jævnbyrdigt med Danmark. Det var saa langt
fra Tilfælde, at det næsten kunde synes i sin Orden, at Norge
politisk var kommen under Danmark, at det som et masteløst
Vrag var taget paa Slæbetaug af det endnu med fuld Rig og fuld
Seilføring fremadilende danske Statsskib. Man kunde harmes
derover (vi ser, at dette har været Tilfælde), men man kunde
vanskelig nære noget Haab om at komme løs igjen, at opnaa
atter den Selvstændighed, som Landet engang havde besiddet.
Det var naturligt, at man, som Absalon Pederssøn, slog sig tiltaals
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
