Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Historisk Indledning til Grundloven
47.*$
med den Tanke, at Norge, ligervis som alle andre Riger, havde
sin Termin, at den nu var kommen, og at Norge nu var blevet
saa gammelt og tungt, at det ei kunde bære sin egen Uld.
Denne Resignation, denne Slaaen-sig-tiltaals med det
Bestaaende, saa sørgeligt det end ståk af mod Fortiden, saa megen Sorg
og Bitterhed det end maatte fremkalde hos den
fædrelandsksin-dede Betragter, var saameget naturligere, fordi Norges gradvise
Synken fra et selvstændigt Rige til et Lydland eller en Provins
maatte fremstille sig endog for de mest oplyste af Datidens
Nordmænd som ene og alene en Følge af, at det norske Kongedømme
ved Arv var gaaet over til fremmede Kongeætter. Og da maatte
jo alting synes dem paa en Maade at være i Orden, saa galt end
alting var, eftersom Nordmændenes politiske Trosbekjendelse
reducerede sig til disse to Sætninger, at Ståt og Statsstyrelse
tilhørte Kongedømmet som en Privatbesiddelse, og at
Kongedømmet var en Odel, der gik i Arv som enhver anden Odel. At
denne Arvegang førte til, at det norske Kongedømme og dermed
ogsaa den norske Ståt kom i Fremmedes Eie, var en Ulykke;
men en, som man maatte bøie sig for, som der intet var at gjøre
ved; thi Arveretten maatte respekteres, selv om dens Konsekvens
blev at bringe over Folk og Land, hvad der fra Nutidens
Synspunkt maa kaldes en national Vanære, og hvad der ogsaa for
Datiden stod som en Fornedrelse. Vi ser, at Absalon Pederssøn
er blevet staaende ved denne Opfatning. Norge var mægtigt og
anseet, siger han, saalænge det havde egne Konger. «Da havde
hun en Guldkrone paa Hovedet; da udbredte Norge sin Magt og
sine Vinger.» Men med denne Herlighed var det forbi, da
Kongeætten døde ud og den sidste af Ætten giftedes med den danske
Prinsesse. Derved kom Norge under Danmark, og, da det mistede
sin egen Herre og Konning, mistede det med det samme ogsaa
sin Manddoms Styrke og Magt. «Derfor begynder nu her Noriges
Alderdom, fordi hun blev saa gammel, kold og ufrugtsommelig,
at bun nu ikke selv kunde føde Kongebørn, som skulde være
hendes Regentere.» Det var en Tanke, som laa udenfor hans og
vistnok alle samtidige Nordmænds Synskreds, at Kongedømmet
er til for Statens Skyld og Staten for Folkets Skyld, og at man
følgelig, naar Kongedømmet ved Arv gik over til en fremmed
Æt, maatte sørge for at verge Statens Selvstændighed —, om det
skulde behøves, — mod selve Kongen, eller maatte se til at hjælpe
sig uden Konge eller maatte vælge sig en ny Konge, om det blev
nødvendigt for at opretholde den nationale Selvstændighed, selv
om der intet «Kongebarn» var at gaa til. Læren om
Kongedømmets ubetingede Arvelighed og Ret af Guds Naade havde slaaet
altfor dyb Rod hos Nordmændene, til at sligt kunde falde dem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
