Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
454
Historiske og politiske Afhandlinger
ind, skjønt de behøvede ikke at gaa længere end til Nabolandet
Sverige for at se, at det gik meget godt an at verge sit Lands
Selvstændighed og opretholde dets Manddoms Styrke, om man
endog havde mistet sin egen Herre og Konning, ja endog at det
kunde gaa an at finde Konger, og det gode Konger, udenfor de
fødte «Kongebørns» Rækker. — Ligesaalidt er der Spor af, at
Absalon Pederssøn, der dog vistnok kjendte sit Lands Historie saa
godt som nogen samtidig Landsmand, har havt Kundskab om, at
denne Arveret, hvis Opretholdelse var en saa hellig Sag i
Nordmændenes Øine, at endog Hensynet til deres Lands Ære og Velfærd
maatte vige derfor, gjennem lange Tider kun havde bestaaet i
deres Indbildning. Kalmarunionen forudsatte endog som
gjældende Grundsætning, at Rigernes fælles Kongedømme var et
Valgkongedømme og ikke et Arvekongedømme. Regelen var, at
Kongen skulde vælges af Udsendinger fra alle tre Lande; faktisk
blev det det danske Rigsraad, der udøvede Valgretten, medens
Norge altid forholdt sig passivt, Fra dansk Side sørgede man
imidlertid for, at Valget altid traf den nærmeste Frænde eller en
af de nærmeste Frænder af den sidste Konge, blandt andet fordi
man derved saameget lettere kunde holde Norge fast i
Forbindelsen. Dette lykkedes ogsaa fuldkommen. I Norge var der faa
eller ingen, som brød sig om de politiske Forhandlinger eller
havde noget Skjøn paa dem. Nordmændene slog sig tiltaals med
den Kjendsgjerning, at Kongedømmet blev i Ætten; saa var efter
deres Mening alt ved det gamle og følgelig alt, som det burde
være. De vidste ikke om, at Kongen, hvem de hyldede som sin
Arveherre, i Virkeligheden blev valgt og valgt af den danske
Adel. De vidste ikke om, at naar de bøiede sig for sin Konge,
saa var det med det samme for den danske Adel, de bøiede sig,
— at denne Adel havde brugt Kongen som Redskab til at
foretage i Stilhed en statsretlig Erobring af Norge i egen Interesse,
— at den havde paalagt ham som Vilkaar en for Norge saa
be-skjæmmende Bestemmelse som den, at det herefter ikke skulde
være eller kaldes et Rige for sig, men et Ledemod af Danmarks
Rige og under Danmarks Krone til evig Tid.
Denne den kjøbenhavnske Rigsdags Beslutning blev i langt’
Tider ikke offentliggjort, og heller ikke blev den, som vi har nævnt,
nogensinde gjennemført efter det strenge Bogstav. Det norske
Rigsraad, der i Unionsperioden havde opretholdt en Art af
politisk Selvstændighed for Norge, ophørte vistnok at eksistere; men
denne Institution havde aldrig havt nogen rigtig Støtte i
Nordmændenes Opinion, der holdt paa Kongens personlige Regimente
og ikke vilde vide af nogen Melleminstans mellem ham og Folket.
Forud for 1536 havde det været den formelle Ret (bestemt ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
