Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
157 Historiske og politiske Afhandlinger
gjorde mere ud af dette Forhold under den Kamp paa Liv og
Død, han fik at bestaa mod den danske Adel. Efterat Kristian
den Trcdie i sin Haandfæstning havde maattet love, at Norge ikke
længer skulde være et eget Rige, men et Ledemod af Danmark,
syntes Paastanden om, at den oldenborgske Kongeæt havde
Arveret til Norges Throne, at savne statsretlig Hjemmel. Alligevel er
det sikkert, at hverken Fredrik den Anden eller Kristian den Fjerde
helt opgav den, og Fredrik den Tredie traadte endog aabenlyst
frem med den og søgte at drive den igjennem ligeoverfor det
danske Rigsraad. Det kom i 1649—50, i Anledning af hans Søns
Valg til Thronfølger, til gjentagne og temmelig alvorlige
Konflikter mellem ham og Rigsraadet, idet han krævede, at Valgbrevene
alene skulde nævne Danmark og ikke Norge, der var hans
Arverige, medens Rigsraadet stod paa, at dets Valgret gjaldt begge
Lande, i Henhold til Bestemmelsen i Kristian den Fjerdes Norske
Lov, at den, som Danmarks Riges Raad og Stænder kaarer til
Danmarks Konning, den skal og være Konning i Norge.
Det kunde ikke være tvivlsomt, paa hvilken Side
Nordmændene vilde stille sig i denne Strid, forsaavidt den kom til deres
Kundskab, og forsaavidt de overhovedet kunde vækkes til
Deltagelse for noget, der laa udover det daglige Livs Stræv. Ved at
støtte Kongens Paastand paa Arveret til Norge fulgte de ikke
blot sin nedarvede Tradition, men hævdede paa samme Tid sit
Lands politiske Selvstændighed ligeoverfor Danmark, hvor
Valgretten gjaldt. Situationen var i visse Maader saa heldig for dem,
som den kunde være for et Folk paa Nordmændenes daværende
politiske Standpunkt. Uden Kongen faldt det dem ikke ind at
røre paa sig, endnu mindre mod ham; men her havde de Kongen
med sig, og det bar saa til, at den samme Lojalitet, der havde
ført Nordmændene ned i en saa fornedrende Afhængighed til et
andet Land, nu kunde hjælpe dem et Stykke paa Vei til at
frigjøre sig fra denne Afhængighed, hvorom ingen Nordmand, der
havde nogen Oplysning og Læsning, længer kunde være uvidende,
efterat Arild Hvitfeldt’s Krønike og Kristian den Fjerdes Norske
Lov var fremkommet.
Vi møder da ogsaa i denne Tid enkelte Tegn til et vaagnende
Nationalliv lios Nordmændene. — Efterat det norske Rigsraad
var blevet ophævet i 1536, havde Norge ingen selvstændig
Repræsentation. Det varede dog ikke længe, inden det atter fik
idetmindste en Skygge af en saadan i de saakaldte «norske Stænder»,
der bestod af Rigets Lensherrer (Befalingsmænd over Lenene),
Lagmænd, Adelsmænd samt Deputerede af Geistligheden, Borger- og
Bondestanden. Disse Stænder samledes yderlig sjelden og
fordetmeste kun for at hylde en valgt Konge eller Thronfølger. til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
