Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
460
Historiske og politiske Afhandlinger
mer, egen Hofret og endelig eget Universitet, — «et Akademi, som
kunde ske Eders Majestæt uden stor Bekostning, og var Riget en
herlig Beprydelse, E. Maj. en evig Berømmelse og E. Maj.s
Arve-undersaatter et merkeligt Nytte og Gavn».
Disse Ønsker toges der intet Hensyn til, og det varer nu
længe, inden vi ser dem træde frem paanvt. Skjønt
Statsfor-andringen i 1660 gjennemførtes paa en Maade, der var
fornærmelig for Norge, idet Danske afgjorde et for begge Riger fælles
Spørgsmaal af høieste Betydning, er der dog fuld Grund til at
tro, at man i Norge var vel tilfreds med det skete, og at de
norske Stænder i 1661 udtalte en almindelig Folkemening, naar de
forsikrede, at de «med største Glæde og Fornøjelse fornemme
samme Acte Hs. Kgl. Maj. at være offereret» (d. e. at
Arveregjerin-gen var overdraget til Kongehuset). Danmark havde fra nu af i
en udvortes statsretlig Forstand intet Fortrin fremfor Norge.
Dets Aristokrati tabte sin politiske Magt og gik snart efter ogsaa
materielt og økonomisk tilgrunde, ligesom det norske i sin Tid
og af de samme Aarsager. Danmark ragede ikke længer i politisk
og social Henseende en Etage op over Norge; det havde ikke
længer en suveræn Repræsentation, der tiltog sig Ret til at gribe
ind ogsaa i norske Anliggender; begge Riger styredes fra nu af
med samme Ret og samme Magt af den enevældige Konge.
Dermed slog man sig tiltaals. Indtrykket af, at Nordmændene ved
Statsforandringen i 1660 var blevne friede ud af et ydmygende
Underordningsforhold og nu ikke længer havde noget at klage
over, intet fælles politisk og nationalt Maal at stræve mod, blev
gjennem lange Tider det raadende. Holberg, der neppe var værre
Patriot end de allerfleste Nordmænd paa hans Tid, tilbageviser i
temmelig skarpe Udtryk Arild Huitfeldt’s Refleksioner over
Beslutningen vedkommende Norge af 1536, men tilføier, efter at
have udviklet, hvor uretfærdig denne Beslutning var: «Hvorom
alting er, saa er dog dette skeet, og Norge haver stedse efter den
Tid været regjeret af danske Adelsmænd, indtil Suverænitet (1660),
da begge Riger er bleven trakterede paa en lige Fod, som tvende
forenede Riger under suveræne Konger.»
Almenaanden, Selvstændighedsfølelsen hos Nordmændene var
ikke sterkere end som saa. Den kunde egges, purres ud af Hiet
ved en i det ydre paatagelig fornærmelig Form; men, naar der
var rettet herpaa, gik den til Hvile igjen. Til Tanken om
virkelig politisk og national Selvstændighed formaaede den ikke at
hæve sig: et stort Maal som dette skulde endnu længe ligge
udenfor dens Evne og Synskreds.
Norge, som Danmark, bøiede sig gjennem lange Tider, uden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
