Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
466
Historiske og politiske Afhandlinger
Pungen vel fyldt, saa gik de til Tydskland og tømte den.» Ved en
saa fornuftig anvendt Gavmildhed og ved den vanvittige Ødslen
af Penge paa pragtfulde Slotsbygninger kom det derhen, at uagtet
Kristian den Sjettes Regjering fra først til sidst var en
Fredsregjering, efterlod han dog ved sin Død Staten i Gjæld og
Finanserne i Uorden. Navnlig Kristiansborg Slot kostede uhyre
Summer, mange Millioner. At lade bygge et Slot efter en slig
Maalestok synes fra ethvert rimeligt Standpunkt at maatte kaldes en
Forbrydelse af en Konge over knapt to Millioner Mennesker.
Alligevel har den merkværdige danske Lojalitet siden regnet ham
det til Ære. Den i sin Tid meget ansete danske Skolemand
Rektor Oluf Worm udtaler i et Brev til sin Ven Nyerup sit Misnøie
over, at denne i et af sine Skrifter havde fældet en ugunstig Dom
over Kristian den Sjette, — «denne Konge, der dog lod bygge det
prægtigste Slot i Europa». — Kongen selv led, da Slottet var
færdigt, slaa en Skuepenge med en Indskrift, i hvilken det, til hans
Berømmelse, blev sagt, at han havde bygget Slottet «paa sin egen
Bekostning og uden at tage en Hvid dertil af sine Undersaatter».
Man undres paa, hvorfra han fik Pengene, naar han ikke tog dem
af sine Undersaatters Lommer. Sagen var, at Kristiansborg Slot
blev opført paa Bekostning af den saakaldte Partikulærkasse,
d. v. s. nogle visse én Gang for alle til Hofholdningen henlagte
Statsindtægter, — et Slags Civilliste, som man nuomstunder
kalder det, — hvorved selvfølgelig ikke var udelukket, at Kongen
kunde, naar han behagede, anvende ogsaa andre Statsindtægter
til det samme Øiemed, og ofte ogsaa gjorde det: han var jo
Herren og havde Ret til at rutte med Statsmidlerne som med sin
private Eiendom. Blandt de til Partikulærkassen henlagte
Statsindtægter hørte ogsaa Subsidier af fremmede Magter. Kristian den
Sjette, denne gudfrygtige Konge, fulgte nemlig sine Forgjængeres
og samtidige tyske Fyrsters Eksempel: han solgte eller udleiede
sine Undersaatter som Soldater til fremmede krigførende Magter
(deriblandt mange Nordmænd, hvis Blod ofredes for en Sag, der
ikke vedkom dem eller deres Fædreland i mindste Maade); han
drev den samme skammelige Trafik, der fremkaldte den haanende
Ytring af Fredrik den Store, at, naar slige Soldater-Transporter
gik over hans Enemerker, burde der betales Kvægtold af dem.
Det var ved Hjælp af sli<?e Blodpenge, at Kristiansborg Slot blev
opført. Det var dette, Kristian den Sjette forstod ved at bygge
Slottet, «uden at det kostede hans Undersaatter en Hvid».
Kristian den Sjettes Død maatte føles som Frigjørelsen fra et
tungt rugende Tryk, en Opvaagnen efter et Mareridt. De
offentlige Forlystelser begyndte paanyt; den slive Etikette ved Hoffet
afskaffedes; man saa ikke længer Jernkjederne eller Livgardisterne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
