Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Historisk Indledning til Grundloven
47.*$
opplantede rundt det kongelige Slot. Holberg udtaler sin Glæde
over den skete Forandring og beklager, at han paa Grund af
Alderdom og Svaghed ikke oftere kunde komme til Hove, hvor
man nu atter kunde være som et Menneske blandt andre Mennesker.
Fredrik den Femte var en godmodig, livsglad Natur, venlig og
nedladende mod alle, uden Hensyn til Rangforordningen, og
fortjente forsaavidt den Kjærlighed, der i saa rigeligt Mon blev ham
til Del. Men som Konge, som Hersker var han mindre end et
Nul. Regjeringssager brød han sig ikke om, skjønte han sig ikke
paa, tog han sig aldrig af med noget Alvor, medens han overgav
sig til de raaeste sanselige Fornøielser. Hans Privatliv var en
Gjentagelse af Ludvig den Femtendes, bare endnu meget plumpere
og mere dyrisk. Sine Nætter tilbragte han i de vildeste Orgier,
sammen med berygtede Fruentimmer, som han havde sin Glæde
af at pidske tilblods. Naar han viste sig offentlig, var han ofte
i en saa drukken Forfatning, at han maatte ledes til og fra
Vognen og neppe formaaede at løfte Haanden for at besvare de
rundtom jublende Arveundersaatters underdanige Hilsener.
Efter ham kommer da Kristian den Syvende, der var
sindsforvirret, da han steg op paa sine Fædres Throne, og neppe havde
et eneste lyst Øieblik under sin lange saakaldte Regjering af
Danmark og Norge, og saa endelig Fredrik den Sjette, Norges
sidste enevældige Konge, — velmenende og hæderlig, men
yderlig indskrænket og paastaaelig, som indskrænkede Mennesker
ofte pleier at være, — Manden, fra hvem man har de bekjendte
kongelige Ord: »Vi alene vide, hvad der tjener til vore Rigers
Gavn og Bedste,» og hvis eneprivilegerede Visdom førte til, at han
maatte afstaa det ene af sine Riger og bragte det andet til
Afgrundens Rand, — altid virksom paa sin Vis, d. v. s. sysselsat
med endeløse Ekserciser og Parader og med at skrive
Forordninger om Knapper og Kvaster, Hestedækkener og Hilsninger
med høire eller venstre Haand til Uniformshuen.
Man skulde tro, at en slig Række af Konger maatte have været
mere end tilstrækkelig til at undergrave Ærefrygten for
Kongedømmet, den arveundersaatlige Hengivenhed ligeoverfor det
oldenborgske Hus. Men det var øiensynligt meget langt fra at være
Tilfælde. «Har den dansk-norske Enevælde i Magtfylde været
enestaaende i Europa,» siger en nyere dansk Forfatter (E. Holm),
«saa har Ærefrygten for Kongerne sikkert ingensteds lagt sig for
Dagen i en mere til formelig Tilbedelse grænsende Form.» Man
møder ikke andet end Ytringer af lojal Glæde over denne ubrudte
Række af Kristian’er og Fredrik’er, af en i Støvet sig nedkastende
Beundring for disse store Konger, disse lysende Forbilleder for
sine Folk, udrustede med en overmenneskelig Visdom til at lede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
